I disse digitale tider, hvor kopiering af både billeder, lyd og tekst er hverdagskost, er det en god ide at kende til loven om ophavsret. Dansk IT har netop udsendt bogen »Hvad må jeg? - en håndbog om ophavsret« der er skrevet af advokaten Hanne Bender.
Med udgangspunkt i mere end 80 cases fra konkrete situationer, hvor man kan være i tvivl om ophavsretten og hvordan man skal håndtere situationen, forklarer advokat Hanne Bender, hvad man må - og hvad der er ulovligt.
»Alle som kopierer fra bøger, aviser, musik, cd-rom og internettet bør kende til ophavsretten. Den viden får de med denne bog,« skriver Dansk IT i en pressemeddelelse.
Bogen stiller specielt skarpt på de ændringer i loven om ophavsret som trådte i kraft den 1. januar i år.
Bogen kan bestilles via Dansk IT's hjemmeside.