Det lykkedes ikke for fladskærmsforhandleren Easyshopping at reparere et Samsung-tv, som ikke kunne modtage alle kanaler. Efter fladskærmen havde været to måneder på værksted, var kunden så utilfreds, at han krævede sine penge tilbage. Det nægtede Easyshopping, hvorefter kunden gik til Forbrugerklagenævnet for at få en afgørelse i den fastlåste sag.
Sagen startede i maj 2007, hvor klagenævnet bad Easyshopping om en kommentar til kundens klage. Da forhandleren ikke svarede, valgte nævnet at træffe en afgørelse alene på baggrund af klagen og en udtalelse fra en sagkyndig. Den sagkyndige havde vurderet, at der enten var en materiale- eller fabrikationsfejl i fladskærmen, og at denne fejl betød, at det ikke var muligt at se alle tv-kanaler.
Da fejlen var så alvorlig, og fordi Easyshopping ikke havde repareret fladskærmen efter den lange reparationstid, afgjorde Forbrugerklagenævnet, at kunden skulle have hele købsprisen på 15.000 kroner tilbage samt renter.
Easyshopping skiftede efter sagens afgørelse navn til RTV Service og er efter navneskiftet opløst. Siden lukningen af den oprindelige butik har direktør Steen Sødergreen fortsat Easyshopping i et andet selskab, Netco.