Langt de fleste e-mails når aldrig frem til din indbakke. Det fortæller en ny rapport fra det europæiske agentur for netværks- og informationssikkerhed, ENISA. En rundspørge hos hundreder af udbydere i 30 europæiske lande viser at mindre end fem procent af e-mail-trafikken rent faktisk lander i brugernes indbakke. Resten – altså 19 ud af 20 mails – bliver afvist som spam et sted i systemet.
70 procent af respondenterne betegner spam som en betydeligt eller meget betydeligt sikkerheds-relateret problem, og en tredjedel af de store udbydere bruger mere end 1 million euro om året på at bekæmpe spam. Hos en fjerdedel er spam skyld i mere end 10 pct. af alle opkald til support-funktionen.
Såkaldte blacklists med kendte spammere er den hyppigste metode til at blokere for uønskede reklamepost. Foruden de tekniske tiltag handler det også om at uddanne brugerne, indføre politikker på arbejdspladsen og tage lovgivningsmæssige skridt, konstateres det.
”Spam er en unødvendig, tidskrævende og omkostningstung byrde for Europa. Der er brug for en målrettet indsats. E-mail udbydere skal blive bedre til at overvåge spam og identificere kilderne. Lovgivere og myndigheder skal afklare de mulige konflikter mellem spam-filtrering og privatlivets fred,” kommenterer ENISA-chef Udo Helmbrecht.
ENISA vil nu udarbejde en rapport om de botnet, som er skyld i spam-bølgen.