Skal man tro rygterne, er Intel ved at være klar med en ny processor, der er rettet mod håndholdte computere som eksempelvis HP's iPaq. Den nye processor, der indtil videre kaldes Bulverde, skal ikke forveksles med den nyligt annoncerede PXA800F chip, Manitoba, der er til mobiltelefoner.
Ligesom Manitoba - og tidligere PXA baserede processorer - er Bulverde bygget op omkring Xscale processorens arkitektur, men Bulverde vil ifølge Zdnet være kraftigere end de eksisterende processorer. Samtidig vil Bulverde være udstyret med integreret flash hukommelse til at forbedre ydelsen. Det er dog uvist præcist hvor mange megahertz den nye processor vil yde.
Intel har nægtet at kommentere rygterne.