Softwaregiganten Microsoft har netop frigivet opdateringen Service Pack 2 til kontorapplikationen Office 2003.
SP 2 er primært en sikkerhedsopdatering, der blandt andet inkluderer beskyttelse mod phishing i Outlook 2003. Foruden forbedringer af sikkerheden skulle SP 2 dog også give både bedre stabilitet og bedre performance.
Microsoft har også rettet en række fejl, der er blevet lokaliseret ved at indsamle oplysninger fra Microsofts "Online Crash Analysis" værktøj.
Nogle af forbedringerne er tidligere blevet frigivet som enkelte opdateringer, men med SP 2 er de nu samlet i én pakke.
SP 2 er endnu ikke kommet til den danske udgave af Office 2003. Som med alle andre opdateringer fra Microsoft, kan den forventes på dansk om nogle uger.