Jyske Bank siger, at den konsolideringsbølge der i den senere tid år har rullet over telebranchen, har været sund for teleselskaberne.
Således meddeler bankens analytikere, at TDC´s resultat for 2. kvartal er bedre end resten af branchen, men stadig på niveau med bankens forventninger.
Jyske Bank peger ligeledes på, at både Telia og Sonofon har lanceret gode regnskaber. Det afspejler ifølge analytikerne, at konkurrencesituationen på det danske mobilmarked er blevet mere gunstig, efter at selskaberne har konsolideret sig.
»En af de ting, vi kan se, er, at den heftige konkurrence på billige mobilminutter har ligget stille i det seneste halvandet års tid. Det tager vi som et udtryk for, at markedet har stabiliseret sig, siger aktieanalytiker i Jyske Bank, Rune Møller.
Banken siger dog samtidig, at indtjeningen i de danske teleselskaber er væsentlig dårligere end i resten af Europa, og banken mener, at der er rum for forbedringer af selskabernes resultater. Dog peges der på at det nylige indgreb mod prisen for at ringe fastnet til mobil (termineringsprisen), på kort sigt vil presse indtjeningen i den forkerte retning.
»Men i det længere løb forventer jeg, at indtjeningen i den danske mobilbranche, vil nærme sig et europæisk niveau,« siger Rune Møller.
Han vurderer at de tre store mobiloperatører, TDC, Sonofon og Telia er sunde selskaber, der har gode chancer for at overleve og tjene penge på det danske mobilmarked.
»Jokeren i den forbindelse er 3, som har brugt en masse penge på markedsføring uden at få det store ud af det. Man kunne forestille sig, at en meget aggressiv markedsføring med massive tilskud fra 3, vil kunne komme til at forrykke konkurrencesituationen,« vurderer Rune Møller.