Den danske internetleverandør Cybercity er ifølge Dagbladet Børsen sat til salg, og kilder peger over for avisen på at køberen eventuelt skal findes blandt den skare af elselskaber, som er i fuld gang med udrulningen af bredbåndsforbindelser.
Men hos selskabet Dansk Bredbånd, der leverer indhold til elselskabernes bredbåndsprojekter, tror direktør Kim Sonne ikke meget på at elselskaberne skulle være interesserede.
»Det er to forskellige typer forretninger. Cybercitys ADSL-forbindelser er baseret på TDC's rå kobber, mens elselskaberne er i fuld gang med at rulle en ny konkurrerende fiberinfrastruktur ud. De ville ikke have nogen interesse i pludselig at bevæge sig ind og konkurrere på TDC's netværk,« siger Kim Sonne fra Dansk Bredbånd.
I sidste uge fusionerede Dansk Bredbånd og elselskabet SEAS-NVE's bredbåndsselskab, men Kim Sonne afviser at selskabet skulle være ude på nye opkøbstogter.
»Jeg tror ikke vi kunne være interesserede i at købe Cybercity. Vores forretninger er ganske enkelt for forskellige,« siger Kim Sonne, der dog erkender at have hørt rygtet om at Cybercity er til salg.