Britt Sallingboe

Tekstildesigneren og forfatteren Britt Sallingboe kæmper med humor og indsigt for at få danske kvinder til computeren. Udover at skrive bøger er hun selvstændig kunsthåndværker, pædagog, globetrotter og håndarbejdslærer. I en alder af 49 år kastede hun sig over computeren. De sidste 4 år har hun næsten boet foran skærmen. Det har resulteret i en serie bøger med temaet „Kvinder, Design & Computere". At hun skriver mest for kvinder skyldes ikke rødstrømpetendenser, men at faget tekstildesign mest tiltrækker kvinder. Mange mænd har dog takket hende for „Kvinder Online" og den befriende anderledes måde at skrive computerbøger.


ComON: Hvornår og hvordan blev du interesseret i computere og Internettet?


Sallingboe: I 1994 fik jeg en invitation til 6 mdr. uddannelse indenfor tekstildesign på computer. Tema: hvad kan man som væver, tekstiltrykker, strikdesigner, patchwork-designer, broderi-designer bruge computeren til?


Det var det jeg havde drømt om i mange år. At få min tekstile horisont udbygget med computerdesign. Jeg satte alle sejl til, og da det halve år var gået var min tørst efter viden ikke slukket. Jeg meldte mig til ½ års undervisning på den kreative computerskole WinArt i Århus.


ComON: Hvad er det der interesserer dig ved computere og Internettet?


Sallingboe: Computeren kan gøre mit fag tekstildesign tidssvarende. I 1977 da jeg startede min uddannelse indenfor tekstildesign sad vi med to spejle holdt vinkelret op mod en håndtegnet rapport. Det tillod os at se rapporten i 4 gentagelser. Var den ikke god nok eller var den for stor eller lille, så på den igen. Vi brugte dage på at udarbejde designforslag. I dag kan vi med software som CorelDRAW, PHOTO-PAINT, Painter, Illustrator og Photo Shop designe fladedækkende mønstre og forfølge ideer og variationer med en lethed, som gør os mere kreative. Computeren er vores magiske tavle. Den erstatter på ingen måde caligrafipen, blyant og akvarelpapir, men er et naturligt led i designprocesssen.


Internettet rummer en guldgrube af viden som bare ligger og venter på at man kommer forbi og samler den op. De mange ildsjæle der bruger tid og penge på at dele deres viden med andre og på kontakt med fagfæller i store dele af verden facinerer mig. Der skal være folk der går mod strømmen, så ikke alt på nettet trækker mod sex, spil, underholdning, vold, facisme og big business. Internettet er for mig en stor opslagstavle, hvor der trænger til en kvindehånd til lidt forårsrengøring så der kan blive luftet ud i alt det lumre.......Ikke at jeg har noget imod sex, tværtimod, men alt til rette tid.


ComON: Hvad bruger du selv computere og Internettet til? I dit arbejde? Privat?


Sallingboe: Jeg kan ikke skille arbejde og privatliv for tiden. Det går op i en større enhed. Som forfatter bruger jeg computeren dels som skrivemaskine, dels som en moderne tegne- og malerbog. Jeg er storforbruger af CorelDRAW og PHOTO-PAINT og al det software til tekstildesign, jeg p.t. tester og beskriver. Scanner, printer og digitalt kamera er også uvurderlige redskaber.


Internettet er min navlestreng til designere og softwareproducenter. De nye måder der kan kommunikeres over oceaner tiltaler mig overordentlig meget. Men som nysgerrig kvinde er det for mig ikke nok at kommunikere via E-mails. Jeg må møde de mennesker i virkeligheden. Det har givet mange gode venskaber både herhjemme og i USA, hvor jeg var på flere kurser denne sommer, for at få nye impluser og for at se hvordan det stod til med computerbøger og tekstildesign i USA.


For 1½ år siden, hvor jeg savnede opbakning, faldt jeg tilfældigt over Webgrrls i København. Webgrrls er en nonprofit-forening for kvinder i alle aldre og alle erhverv, der har lyst til at bruge computeren og Internettet privat og i arbejdet. Disse aktive kvinder gad lytte til mine tanker og ideer og kom med gode råd. Jeg er nu aktivt medlem i Aarhus-afdelingen, som er nærmere mit hjem. Den blanding af hjælpsomhed, samvær, oplysning og information på nettet og et månedligt møde i den virkelige verden er berigende.


ComON: Hvorfor skrev du „Kvinder Online"?


Sallingboe: Jeg var omgivet af så mange kvinder, der ikke gad læse computerbøger. De fandt dem kedelige og uinspirerende. Selv var jeg træt af bøger der kun talte til den ene del af hjernen, den intellektuelle. Den musiske dimension må ikke mangle. Min kreative hjernehalvdel skal have næring ellers kan jeg ikke engagere mig. Mine bedste computerbøger er på engelsk. De er spækket med farvebilleder og har flere forfattere pr. bog, fordi de sælger i store oplag. Men mange af mine kvindelige studerende orkede ikke murstenstunge bøger på teknisk engelsk. Derfor vovede jeg mig ud i at skrive computerbøger, som kunne sige kreative mennesker noget.


Illustrationerne i danske bøger om Paint Shop Pro, CorelDRAW og PHOTO-PAINT forestiller: en delfin der skæres til - et spøgelser - et vejskilt der transformeres fra vejskilt til klovn. Ophidsende ikke? Det kan virkelig skræmme mange kvinder fra overhovedet at begynde. De spørger sig selv: Hvorfor skal jeg bruge så megen energi på at lære at designe på computer, hvis dette er alt, jeg kan få ud af det? Vi vil have smukke bøger, bøger hvor andre kunstnere viser hvad de bruger computeren til og fortæller om processerne. Det gav mig lyst til at skrive anderledes computerbøger. Men problemet var stadig at få kvinderne hen til computeren. Jeg var derfor nødt til at starte design-serien med at lave en sjov og uhøjtidelig grundbog. Det resulterede i „Kvinder Online".


ComON: Din bog „Kvinder Online" er anderledes end traditionelle computerbøger, med flot design, små drillenisser og hjælpeånder - hvorfor?


Sallingboe: Kvindelige læsere af computerbøger og computertillæg i aviser kan tælles i promiller, siger min rare forlægger Per Schou. Det forstår jeg godt: Hvorfor skal computerbøger være så gabende kedelige at se på? Hvis man skriver bøger om kreative programmer, må det fremgå også af forsiden, i stedet for at det virker som var alt smidt ind på siden med en skovl.


„Kvinder Online" er mit forsøg på at skrive en bog, hvor det er mig der var dum og ikke læseren. Hvor min venlige hjælpeånd Sebastian, der bor inde i computeren, vejleder mig med humor, poesi og varme - han er en moderne udgave af ræven i Antoine De Saint-Exupéry's bog „Den lille prins", som med sit venskab gør mig tam.


ComON: Hvordan er „Kvinder online" blevet modtaget?


Sallingboe: Pressen har taget varmt imod den, og rost dette initiativ. Det sjove er, at min tandlæge og min læge gratulerer mig med denne anderledes bog, men deres klinikdamer kender den ikke. De har aldrig hørt om den, fordi de ikke læser avisers computerafsnit og fordi damebladene stort set indtil videre har tiet bogen ihjel. Jeg forstår ikke hvordan man kan tillade sig at holde sådan viden tilbage. De har modtaget et anmeldereksemplar. Hvem kan være interesseret i at kvinder kun skal koncentrere sig om romaner, laksepatéen, slankekuren, hvad de kongelige foretager sig, modefarven på sæsonens læbestift og kjoleudskæringens dybde. De tider er heldigvis kommet, hvor kvindelighed kan forenes med det tekniske.


ComON: Hvordan ser den ideelle computerbog ud?


Sallingboe: En god computerbog skal tale til noget i læseren og få hende/ham til at brænde for at prøve de øvelser der er i bogen. En computerbog skal informere og udstråle at forfatteren bruger det beskrevne program. Behandler den emnet farvelære, skal der være en del sider i farver. Der skal ikke bare stå: skærmfarverne er rød/grøn/blå... Bogen skal have et galleri, så læseren ser andres indfaldsvinkel, og får lyst til at afse den nødvendige tid til indlæring. I al beskedenhed forsøger vi med de planlagte kreative computerbøger at lave den ideelle computerbog: Bogen som tager udgangspunkt i det hele menneske, og derfor medtager fortidens tekstiler og mønstre og viser hvordan andre kunstnere og børn bruger de pågældende programmer. Hvor nybegynderen tages ved hånden og som Alice i eventyrland føres „Bagom spejlet" på en rejse til computeren i designets tjeneste.


ComON: Oplever du at der er forskel på mænds og kvinders måde at gå til computere og Internettet på, forskelle på hvad der interesserer dem?


Sallingboe: Der er ikke kun én stereotyp måde at opføre sig på. Det er forskelligt fra miljø til miljø hvordan man bruger computeren. Jeg oplever mange drenge og mænd, der tænder på teknikken og legen. De er opslugt af at skille deres computere ad og samle den igen, andre spiller Doom i timevis. Min mand bruger computeren til spanskundervisning, så vi er bedre rustet til rejser i spansktalende lande. En af mine venner bruger Internettet til at lede efter frække damer og til studier af Clintons sexliv. Min ene søn laver collager og designer på computer. Min anden søn fik udleveret en bærbar computer den første studiedag og skriver rapporter og laver analyser over handel på nettet. Mine veninders sønner laver kunst og plakater, skriver bøger og komponerer musik og sange på computer. Det er så dejlig alsidigt.


Mange kvinder i min omgangskreds går i en stor bue udenom computere eller bruger den nødtvunget som skrive/regnemaskine på arbejdet. Andre designer web-sider eller tænder på kommunikation og information. Mine elever er ikke til at rive fra skærmen, når først de får lært programmet og teknikken at kende. De småpiger jeg kender holder af at lege med digitale påklædningsdukker, at iagttage fugle og dyr i leg, at samle puslespil, at synge og gætte gåder og hjælpe dyr og mennesker i nød. De nyder at sidde på skødet af mig foran skærmen. De små drenge synes det er kedeligt 5. gang Barbie skal have ny brudekjole.....


ComON: Hvad arbejder du på i øjeblikket?


Sallingboe: Jeg arbejder med færdiggørelse af to manuskripter lige nu:


1. „TEKSTILDESIGN - MOD ÅR 2000"


Bogen som kommer til at skabe trængsel ved hjemmecomputeren. Den vil flytte bjerge for mange kvinder, der har været bange for computere og skeptiske overfor Internettet. Mange designere og undervisere beskriver i bogen de programmer, de bruger i hverdagen. Der er en glæde og en vilje blandt kreative kvinder til at dele indhøstede erfaringer med andre. Bogen får 16 farvesider takket være Undervisningsministeriet og Verner Overgaards Familiefond. Jeg har en medforfatter: Karen Marie Andersen. Hun er uddannet væver og håndarbejdslærer. Vi har undervist sammen i tekstildesign på computer, og er som sol og måne. Det er godt for bogen. Hvor jeg er et højtflyvende snakkehoved, er hun god til at skabe overblik, at forenkle og skære ting ud i pap.


2. „KREATIV COMPUTER"


Denne 200 sider store bog er til alle der har lyst at bruge computeren kreativt - og ønsker at lære hvordan „Bit's dont byte". Det bliver en flot bog hvor mange danske kunstnere og designere viser deres værker. Ret meget mere vil jeg ikke løfte sløret lige nu, blot sige at den ligger hos et stort forlag, som måske/måske ikke har lyst at binde an med den. Også hertil har jeg fået midler fra Undervisningsministeriet og Verner Overgaards Familiefond, så prisen ikke afholder nogle fra at købe den.


ComON: Er det svært at finde penge og forlæggere til anderledes computerbøger?


Sallingboe: Ja - man skal være gjort af noget ualmindeligt sejt stof, for ikke at bukke under og miste gejsten. Mange gange har jeg været ved at smide manuskripterne i havet - det har været ualmindelig svært at komme igennem til forlag og at få fondsmidler. Janteloven lever i bedste velgående. Hvorfor tror jeg, at der er behov for anderledes computerbøger? Hvem er jeg, som tror at jeg er kompetent til at skrive sådanne bøger? Samtidig med at jeg bliver mere og mere kendt på nettet, er der ingen danske forlag der tror på disse bøger, eller mener de er for dyre og tidskrævende at producere.


Det er uanstændige forhold man byder forlag og forfattere i Danmark. Forlagene skal helst være socialfilantropiske foretagender. De tjener for lidt på kvalitetsbøger på dansk, fordi oplagene er så små, derfor må vi lade os spise af med så mange oversatte bøger. „De er sure, sagde ræven om rønnebærrene". Hvilket skarn er jeg, og de kvindelige lærere, som ikke synes det er yndigt, at hele nationen med vold og magt skal samles hyggeligt omkring computeren med Exel-regneark og PC kørekort?
De smukke ord nogle ministre finder frem ved særlige lejligheder om ønsket og behovet for kvalitets computerbøger på dansk klinger hult. Jeg tør ikke sige det højt, men Sebastian visker mig i øret: „Vær ikke ked af det. Det er en gammel hemmelighed: Et er hvad politikere siger - et andet er hvad de gør"


ComON: Hvordan ser du fremtiden med hensyn til brug af computere og Internettet? Hvordan så du gerne udviklingen blev?


Sallingboe: Nettet er hverken værre eller bedre end de mennesker der bor i landene. Men hvis vi ikke passer på, deles Danmarks befolkning snart op i 3 grupper: En gruppe, der løber foran og altid er med på det sidste nye - en gruppe, der accepterer at computere og nettet er kommet for at blive, og som arbejder på at integrere disse medier i hverdagen - og en gruppe, der fornægter udviklingen og trækker mod nostalgi og falsk idyl.


Måske vil flere kvinder på nettet betyde, at information og oplysning organiseres bedre, men godt og ondt vil eksistere lige så længe der er mennesker på jorden. Mange arbejder på at gøre nettet til et frodigt og varmt sted, hvor ideer og kreativitet vokser frem. Jeg så gerne meget få restriktioner på nettet og megen oplysning samt en større vilje til at knytte vesten og 3. verden tættere sammen menneskeligt og økonomisk. En ting der glæder mig er, at græsrodsbevægelser og miljøforkæmpere har gode tider på nettet. De har opbygget et solidt fællesskab på tværs af landegrænser.




    Brancheguiden
    Brancheguide logo
    Opdateres dagligt:
    Den største og
    mest komplette
    oversigt
    over danske
    it-virksomheder
    Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
    EG Danmark A/S
    Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

    Nøgletal og mere info om virksomheden
    Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

    Kommende events
    Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

    Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

    27. november 2024 | Læs mere


    Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

    Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

    03. december 2024 | Læs mere


    Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

    Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

    04. december 2024 | Læs mere