Efter et par turbulente år ser fremtiden lys ud for danske RTX Telecom. Således er selskabet tæt på at sikre sig en milliardaftale om salg af selskabets særlige Skype-telefon, DUALPhone, i Asien. Det skriver ComON's søstersite, web erhvervs-tv stationen Stox.
Forhandleren Giant Wireless, der er varm på at sælge telefonen i Asien, venter sig et salg på over en milliard kroner over de kommende år.
Aftalen forventes at bidrage positivt til RTX' nettoomsætning og indtjening.
Telefonen, der blev lanceret sidste år, er en trådløs telefon, som kan bruges både på det almindelige telefonnet og som ip-telefon til blandt andet programmet Skype.