Tre uger efter konkursen er it-forhandleren Zitech igen vakt til live. Det er Rene Nortung, der alene har købt hele lageret fra konkursboet. Rene Nortung var medejer af Zitech før konkursen, og vil nu fortsætte den gamle forretning.
»Det er måske ikke den sjovest tid at starte op, men man kan altid køre en lille virksomhed,« siger Rene Nortung.
Han har allerede åbnet den ene af de tre Zitech-butikker, der lukkede ved konkursen. Det er butikken på Lyngby Hovedgade, der fortsætter med helt nye medarbejdere. Derimod er der tvivl om, hvorvidt han vil fortsætte med de to øvrige butikker.
»Det er ikke sikkert, at jeg vil genåbne butikkerne på Frederiksberg og i Fields,« siger han.
Udover Lyngby-butikken vil Rene Nortung fra det hidtidige hovedsæde i Allerød drive online-handel, uden at Rene Nortung dog vil oplyse, hvor stor en del af omsætningen, der vil komme fra online-handel.
Rene Nortung fortæller, at han sammen med hele varelageret også overtager hjemmesiden og kundedatabasen. Han vil ligesom i det gamle Zitech sælge hardware og service,
»Nu skal vi passe de kunder, som vi har, og give dem en god service,« siger Rene Nortung.