Danmarks Radio's net-tv skulle efter planen have været i gang i løbet af første kvartal i år. Men det er endnu uvist, hvornår det kommer.
Programchef Erik Henz Kjeldsen fra DR Interaktiv håber dog, at kunne starte DR's net-tv op inden sommerferien.
»Det regner vi med. Men lige nu tør jeg ikke give nogen præcis dato,« siger han til Børsen.
Baggrunden for den forsinkede lancering er, at teknikken ikke er helt på plads. Teknikken bag skal ifølge DR være toptunet, for at kunne håndtere de formentligt mange seere fra første dag. Specielt skal programmer kunne streames, uden de hakker eller minder seerne om, at det er internettet, de kigger på.
DR lægger i første omgang egen-producerede programmer på nettet. Den ekstra gevinst ved DR's net-tv er, at programmerne er gratis, da de allerede er betalt via licensen.