Danfoss brugte den første weekend i februar til at migrere en stor del af virksomhedens SAP-installation fra Oracle og Unix til et rent Microsoft Windows- og SQL Server-miljø, oplyser virksomheden.
»Beslutningen om at skifte til en Microsoft SQL Server-løsning blev truffet ud fra en forventning om, at vi ville opnå nogle grundlæggende økonomiske fordele i Danfoss. Skiftet til den nye platform vil medføre væsentlig lavere omkostninger i investeringer i hardware og service. Derudover er SQL Server billigere end Oracle pr. bruger, og idet klienterne er dækket af vores Enterprise-aftale, er prisen endnu mere fordelagtig,« begrunder Christian Koch, Manager IT Operations i Danfoss.
Konkret er der tale om store Unix-systemer fordelt på fire HP- og IBM Unix-servere baseret på Oracle, der i dag er erstattet af to 8-vejs Proliant Servere fra HP som database-servere. Samtidig har Danfoss erstattet de tidligere otte applikationsservere med fire 4-vejs Proliant-servere fra HP. Projektet er forløbet helt efter planen i Danfoss' IT-organisation med support fra Microsoft, HP og Danfoss' øvrige partnere, oplyses det.