Nu sker der for alvor noget med leje af film fra sofaen. Yousee har en aftale på plads med amerikanske Warner Home Video, som betyder at film kan lejes samtidig med deres dvd-premiere, hvis man er digital kunde hos Yousee.
Det kræver, at man har en af Yousees digitale settop bokse. Yousee vurderer, at aftalen betyder at halvdelen af alle premierefilm på det danske marked kan lejes fra sofaen.
"Det er et kæmpe fremskridt fra tidligere, hvor filmene først kunne lejes via digitalt tv længe efter, de var frigivet på DVD. Det kan få stor betydning for udlejningsmarkedet," siger vicedirektør Ulf Lund, YouSee.
Warner Home Video er det første Hollywood-selskab, som indgår aftale direkte med YouSee om distribution af film på kabel-tv-nettet. YouSee har tidligere i år opnået lignende aftaler med de største danske og skandinaviske selskaber og forventer i løbet af i år også at få aftaler med en række andre store, primært amerikanske filmselskaber.
"I de kommende år vil vi komme til at se et markant skifte i retning af, at man lejer flere og flere film via kabel-tv eller internet. Det er enklere og hurtigere end at bruge tid på at køre hen til den nærmeste butik for at leje en DVD, og man slipper for at få en bøde for at aflevere for sent," siger Ulf Lund.
Markedet for køb og leje af film i Danmark er på omkring to milliarder kroner om året.
"På sigt er det vores ambition at få en markedsandel på filmudlejningsmarkedet, som svarer til den andel, vi har på kabel-tv," siger Ulf Lund.
Filmene kan også lejes over nettet via YouSee's Web-tv, hvis man har internetadgang med en hastighed på mindst 1 Mbit/s. Prisen for premierefilm er 39 kr. for 24 timer.