Hvis der var 35 dage i hver måned, ville man kunne sælge mere om måneden.
Det virker som en ønskedrøm for enhver virksomhedsleder. Ikke desto mindre var det blandt andet det, som ledelsen i et af verdens største softwarefirmaer Computer Associates indførte i regnskabsbøgerne.
Effekten var tydelig. Omsætningen i de efterfølgende regnskabsperioder steg med hele 13,5 milliarder kroner, og dermed formåede selskabet at leve op til aktieanalytikernes forventninger.
Nu erkender Computer Associates imidlertid, at der ikke er 35 dage i en måned, og selskabet har erklæret sig skyldig i regnskabsfusk.
Det amerikanske finanstilsyn har givet selskabet en bøde på 1,4 milliarder kroner, og ifølge New York Times kan den administerende direktør Sanjay Kumar og hans højre hånd, salgsdirektør Stephen Richards, nu se frem til at blive tiltalt for svindel.