En utilfreds kunde får nu sine penge tilbage fra onlineforhandleren Laptops.dk. Det sker efter Forbrugerklagenævnet tidligere i dag, onsdag offentliggjorde en liste over butikker, der ikke overholdt købeloven.
»Laptops.dk har efterlevet afgørelsen, efter den i dag blev offentliggjort,« siger jurist Henrik Lundgaard Sedenmark fra i Forbrugerstyrelsen, der er sekretariat for klagenævnet.
Indehaver Søren Jansen, der ejer Laptops.dk, glæder sig over, at webbutikken nu er fjernet fra klagelisten.
»Jeg er glad for at klagesagen nu er overstået,« siger Søren Jansen til ComONs søstermagasin CRN.
Kunden klagede oprindeligt over et DVD-drev, hvor læsehovedet var ødelagt. I første omgang ville Laptops.dk ikke erstatte det defekte drev. Da kunden klagede til Forbrugerklagenævnet, vurderede nævnet, at fejlen var en alvorlig mangel og afgjorde, at kunden skulle have beløbet tilbage.