Indhold
SAN FRANCISCO, USA (IDG News Service)/ 12. august 1998: Bill Gates' vidneforklaring i det amerikanske justitsministeriums monopolsag mod Microsoft skal være offentlig tilgængelig, bestemte sagens dommer tirsdag.
Microsoft havde forsøgt at få forklaringen hemmeligholdt for at beskytte fortrolige oplysninger, Gates sandsynligvis ville blive nødt til at afsløre.
Det var egentlig meningen, at Gates skulle vidne idag, men distriktsdommer Penfield Jackson udsatte forklaringen indtil Microsoft, justitsministeriet og nyhedsbureauerne er blevet enige om spillereglerne.
Alle 16 vidneforklaringer i sagen vil blive tilgængelige for offentligheden, sammen med gårsdagens kendelse. Allerede nu har to aviser, New York Times og The Seattle Times søgt om aktindsigt i Gates' forklaring for retten.
Microsoft siger, at man nu vil overveje sine muligheder:
- Vi er parate til en aftale, som sikrer, at alle hemmelige oplysninger i sagen bliver beskyttet, siger en talsmand for Microsoft.
I sidste uge afslog retten en begæring fra Microsoft, som forsøgte at få afhøringen af Gates begrænset til otte timer, med den begrundelse, at det var urimeligt at tage så meget af hans tid til retssagen. Justitsministeriet har tidligere sagt, at man forventede at bruge to dage. Retten tilbød også at bruge dommerkontoret til afhøringen, men det afslog Microsoft. Istedet vil afhøringen foregå på et hemmeligt sted, valgt af Microsoft.
Mandag forsøgte Microsoft så at få afvist sagen fuldstændig, på grund af fejl i anklageskriftet. Microsoft sagde, at der ikke var noget ulovligt i integrationen mellem browser og styresystem, og at integrationen ikke har hindret Netscape i at dsitribuere sin software.