Adgangen til YouTube skal lukkes i Tyrkiet. Det sker efter en tyrkisk domstol dømte, at YouTube har videoer liggende, der fornærmer det moderne Tyrkiets grundlægger, Mustafa Kemal Atatürk.
Direktøren for Turk Telekom, den største internetudbyder i landet, siger til TechWhack, at de har lukket for adgang. Han tilføjer, at Turk Telecom ikke tager stilling til hvorvidt YouTube har overtrådt tyrkisk lov, og at adgangen bliver åbnet igen, hvis retskendelsen bliver trukket tilbage.
Dette er bare den seneste udvikling i sagaen om YouTube, der ikke blot har problemer med afdøde grundlæggere af europæiske lande, men også brasilianske fotomodeller og amerikanske tv-kanaler.