De nye laserprintere fra HP er alle udstyret med nye Internet-funktioner. HP har introduceret syv nye modeller, der koster fra 199 til 1099 dollar. En high-end model, HP LaserJet 4100, kan købes allerede nu. Fire mid-range modeller, HP LaserJet 3200, 2200, 1220 og 1200, kommer på markedet den 1. april. To modeller til private brugere lanceres den 1. maj.
HPs nye printere til enkeltbrugere bliver udstyret med "personal Internet connectivity", som gør det muligt for brugeren at scanne og sende billeder over Internet. Modellerne til arbejdsgrupper har indbygget en Java-fortolker, HP Chaiserver Embedded Virtual Machine, som gør det muligt at afvikle alle slags Java-programmer og dermed udvide printerens funktionalitet.
I den billige ende kan HPs printere sende e-mails eller SMS-beskeder, når de er ved at løbe tør for papir eller toner. De dyre LaserJet-modeller kan modtage dokumenter til udskrift fra enhver Internet-opkoblet enhed - f.eks. mobiltelefoner eller settop-bokse.
En anden nyhed i de nye laserprintere fra HP er trådløs udskrift fra håndholdte computere gennem den infrarøde port. Printerens konfiguration kan nu foretages i en Internet-browser.
(Kilde: InfoWorld)