Undersøgelser udført af Belgiske Test-Aankoop og italienske Altroconsumo viser, at der er fare for, at to forskellige typer originale batterier til Nokias mobiltelefoner kan forårsage eksplosioner.
De to batterityper mangler de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger, som skal forhindre overophedning af batterierne.
»I modsætning til andre mobiltelefonmærker, mangler flere af batterierne til Nokias telefoner de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger, hvis der sker en kortslutning. Vores resultater refererer til originale batterier,« skriver testgruppen Test-Aankoop på deres internetside.
Belgiske Test-Aankoop og italienske Altroconsumo oplyser, at problemerne findes i batterityperne, BML-3, som bruges til Nokia 3210 og BMC-3, som findes i Nokias populære modeller 3310, 3330, 3510, 3510i, 5510, 6650 og 6800.
Nokia afviser påstanden.
»Påstanden er falsk. Alle Nokia-batterierne designes og fabrikeres ud fra de strengeste sikkerhedsmæssige og kvalitetsmæssige retningslinjer, hvilket også inkluderer beskyttelse mod kortslutning,« pointerer Nokia i en officiel meddelelse.
Laboratorieundersøgelserne blev sat i værk, efter at en række Nokia-telefoner inden for kort tid er eksploderet. Hidtil har Nokia sagt, at problemerne skyldes anvendelse af uoriginale batterier.
Også batterier til telefoner fra Motorola, Samsung, Sony Ericsson og Siemens blev testet. Ifølge testene overholdt batterierne i konkurrenternes telefoner de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger.