En arbejdsdag på minimum 15 timer og en chef, der gentagne gange udstillede fejl foran kollegerne, blev til sidst for meget Marianne Newe. Sammen med HK Service København har hun nu stævnet Jubii og kræver 600.000 kroner i erstatning.
Efter halvandet år hos Jubii med vedvarende chikane bukkede hendes krop under for stress.
Hos HK har de tidligere haft lignende sager om psykisk arbejdsmiljø, men ofte har der manglet dokumentation.
»Ofte bliver man så pinlig eller chokeret over chikanerende mails, at man af ren refleks sletter dem,« siger Winnie Buchtrup der er faglig konsulent hos HK København.
Men i Marianne Newes tilfælde er der ikke mangel på dokumentation. Udover mails er der også en række kolleger, der har været udsat for det samme, og som vil vidne i sagen.
»Sagen er så veldokumenteret, at vi håber på, at den kan åbne omverdenens øjne og være med til at vende strømmen,« siger hun til ComON.
Marianne Newe er fortsat uarbejdsdygtig. Sagen forventes at komme for retten inden for et halvt år.
Torben Rudgaard er stadig ansat hos Jubii - men i Armenien.
Jubii har ikke ønsket at udtale sig om den konkrete sag, da den endnu ikke er afgjort.