Efter mere end 15 år med reklamer på det traditionelle TV, så skal danskerne nu også til at vende sig til reklamer på web-TV. I første omgang er det landets fodboldfanatikere, der må trækkes med reklameafbrydelserne. Sportsportalen onside.dk går nemlig i dag i luften med reklamer i de videoindslag, som streames på portalen.
Onside.dk, der drives af Viasat Sport har i dag mere end 100.000 videofremvisninger af ind- og udenlandske sportsbegivenheder. Viasat mener at antallet af fremvisninger er så højt, at reklamer er blevet en interessant eksponeringsmulighed for annoncører og en god indtjeningsmulighed for firmaet.
»Vores video-streaminger er yderst eksklusivt indhold på nettet. Det er de mest attraktive sekvenser fra de bedste sportsprogrammer i Danmark, og med de største sportsstjerner. Vores streaminger er "must-see-tv", og derfor venter brugerne selvfølgelig også de små 20 sekunder reklamespottene varer, på at opleve den ønskede sekvens,« siger redaktør Dan Engelsted fra onside.dk.
Teknologien bag det reklamefinansierede web-TV er leveret af firmaet Xstream, der håber på at Viassats initiativ vil sætte fokus på forretningsmulighederne i streaming media.