Windows eller Linux? Det spørgsmål er på dagsordenen i mange virksomheder. Noget af svaret kan man få på det kommende LinuxForum, der afholdes på Kunstakademiets arkitektskole på Holmen i København den 4. og 5. marts 2005.
Messen fokuserer på nogle af svarene: Hvor er open source på vej hen? Linux på desktoppen? Er BSD-systemer vejen frem?
På messen kan man møde 22 forskellige udstillere, deriblandt Novell, IBM, Oracle og DELL, og høre om erfaringerne med open source. Derudover er 15 brugergrupper med på messen.
Om fredagen holdes der 17 foredrag henvendt til it-chefen. Blandt andet kommer Jon "Mad Dog" Hall, der er direktør i Linux International, og fortæller om sine erfaringer med at rådgive inden for Open Source.
Lørdag er 22 foredrag med teknisk fokus på programmet. Blandt andet med indlæg fra HP og Casalogic. Hele programmet kan ses på http://www.linuxforum.dk.
LinuxForum arrangeres i samarbejde med DKUUG, BSD-DK og SSLUG. Arrangementet sponseres af Novell, der har en del års erfaring med Linux og open source på det kommercielle marked.