Philips annoncerede onsdag, at det er lykkedes selskabet at brænde en DVD+R med en hastighed på 16X. Det er det dobbelte af, hvad der i dag er kommercielt tilgængeligt. Dermed er det muligt at brænde en DVD på seks minutter, skriver den norske nyhedstjeneste digi.no.
Ifølge en pressemeddelelse fra Philips, er den nye hastighed det højest mulige med dagens dvd-standarder.
Hastigheden begrænses af den højeste sikre rotationshastighed for diskene.
En dvd-disk, som roterer med 16X hastighed, roterer 180 gange i sekundet. Det svarer til en lineær hastighed på 56 meter i sekundet, hvilket er mere end 200 km/t, oplyser Philips.
Diskene som blev brugt i eksperimentet var leveret af Ricoh.