Trods Microsofts forlig med den amerikanske regering i monopol-sagen fortsætter EU-kommissionens undersøgelse mod softwaregiganten. Det bekræftede den ansvarlige EU-kommissær, Mario Monti, på et pressemøde torsdag.
Han fortalte samtidig at kommissionen vil afholde høringer i sagen den 20. og 21. december. I modsætning til den amerikanske Microsoft-sag koncentrerer EU sig ikke om forbruger-markedet, men om softwarefirmaets forretningsmetoder på server-markedet.
Konkurrenten Sun Microsystems kontaktede allerede EU i 1998 og opfordrede kommissionen til at indlede en undersøgelse om Microsofts metoder indenfor print- og webserver-programmer. Microsoft har ifølge anklagen programmeret sit operativsystem, så det fungerer bedre med firmaets egne server-programmer end konkurrenternes produkter.
Sidste år blev undersøgelsen udvidet til at omfatte operativsystemet Windows 2000. Microsoft har i mellemtiden afleveret et skriftligt svar til kommissionen, fortalte Monti på pressemødet torsdag, men han ville ikke kommentere indholdet.
(Kilde: tecchannel)