Vinton Cerf har gjort det igen. På sommerens Internet Society konference i Geneve løftede han sløret for det, der kan blive fremtidens Internet. Det var symbolsk, at præsentationen skete i den schweiziske by, hvor Tim Berners-Lee opfandt det grafiske Internet, World Wide Web, på atomforskningsinstituttet CERN. Cerf fortalte om et "interplanetarisk Internet", forkortet IPN, der skal strække menneskehedens kommunikationslinjer ud i rummet, et netværk uden tyngdekraft, hvor astronauten i kredsløb om Jorden kobler sig på sin terminal, henter de seneste data fra Mars-sonden og sender et e-mail til sine kolleger på Månen, der stadig bøvler med at installere et fungerende biosystem. Ifølge Cerf er det ikke fremtidsmusik, men konkret videnskab, der i NASA's laboratorier lige nu forvandles fra vision til realitet.
Internettets fader
Vinton Cerf opfattes af mange som Internettets fader. Han udviklede i årene fra 1968 og fremefter de grundlæggede protokoller og teknologier, der fungerer som basis for dagens Internet, bl.a. de basale TCP/IP protokoller. Cerf forestod arbejdet med at udstikke rammerne for nettet, og havde afgørende indflydelse på nettets opbyggelse helt frem til 80'erne. Han fungerede indtil for nylig som præsident for Internet Society, en sammenslutning af frivillige der sætter pejlemærker for nettets fremtidige udvikling. Ildsjælen Cerf arbejder lige nu for den amerikanske telekommunikationsgigant MCI, hvor han leder udviklingsafdelingen for datanetværk. Cerf sidder i talrige arbejdsgrupper og fungerer som rådgiver for den amerikanske regering, der med initiativet "Next Generation Internet" arbejder på nye netværks-teknologier.
Cerf blev involveret i arbejdet med fremtidens interplanetariske Internet sidste år, da en medarbejder fra NASA's Jet Propulsion Laboratory forlod rumforskningsinstituttet og fik arbejde hos MCI. Han hørte om Cerf's interesse for at udvikle fremtidens netværk, og formidlede kontakten til sin gamle arbejdsgiver, hvor MCI-direktøren hurtigt blev udnævnt til "Distinguished Visiting Scientist" og sat på arbejdet med at udvikle et Internet, der skal forbinde fjerne planetter, robotter, sonder, satellitter, rumstationer og kolonier. Startskudet til udviklingsprojektet kom for fem år siden, hvor rumfartsorganisationen NASA begyndte den lange proces med at opdatere edb-systemerne, der bærer kommunikationen mellem Jorden og rummet. En nedsat standardiseringsgruppe, Consultative Committee for Space Data Systems (CCSDS), fandt frem til, at den bedste tekniske løsning til overførsel af filer og beskeder var et system, der bygger på kendte Internet-protokoller.
Arbejdsgruppen hos Jet Propulsion Laboratory tæller også medlemmer fra Massachusett's Institute of Technology (MIT), UUNet Technologies Inc. og USC Information Sciences Institute. Vinton Cerf understregede under sin præsentation af det interplanetariske netværk, at man ikke bare uden videre kan genbruge de eksisterende Internet-teknologier. En besked fra en fjern sonde til Jorden kan være undervejs i timer, eller dage, og fejlprocenten vil være langt større end på det normale Internet. Rummet egner sig ikke til ægte to-vejs kommunikation, når signalerne hver vej er undervejs i flere timer. Pathfinder-missionen til Mars, hvor en lille Rover-robot blev fjernstyret hen over planettens overflade, illustrerede hvad der kan ske, når reaktionstiden strækkes af rummets enorme afstande; fartøjet kørte flere gange fast, fordi instruktionerne om at skifte retning ikke nåede frem i tide. Rum-databehandling handler derfor også om kunstig intelligens i begrænset omfang, der kan gøre fartøjerne selvstændige i den tid der går, før signalerne fra Jorden når frem.
Internet-server i kredsløb
Fremtidens rumskibe skal være deres egne Internet-servere, indeholde lokale netværk, Intranet, der konstant udveksler informationer med netværk på Jorden, mener forskerne hos NASA. Edb-netværk til kommunikation mellem medarbejdere i en rumstation giver måske ikke megen mening i dag, hvor astronauterne på den russiske Mir-station er indeklemt på få kvadratmeter, men hvem siger at det altid vil være sådan?. Det handler om at drømme, som Cerf sagde i et sit foredrag i Geneve: "Det er på tide, at vi frigør os fra Jorden og begynder at opbygge et interplanetarisk Internet". Hver planet, måne og station får måske sit eget Internet, der råder over en uendelig langsom - men permanent - forbindelse til de andre rumnetværk. Det kunne måske føre til Internet-domæner som .mars eller .moon, spåede Cerf.
I første omgang skal IPN-netværket benyttes til at kommunikere med satellitter og sonder. Den næste Mars-mission, der finder sted i 2001, vil med stor sandsynlighed bære en web-server ud i rummet, det første Internet-program, der formidler informationer gennem rummet. Vinton Cerf forestiller sig flere permanente Internet-servere i kredsløb rundt om Jorden og Mars, der opfanger signalerne, behandler dem og sender dem videre. Cerf kalder teknologien for "en interplanetarisk port i kredsløb, der servicerer fremtidige missioner og genskaber Internet i interplanetarisk skala".
Pathfinder-missionen og den tilhørende hjemmeside, der blev besøgt af millioner af Internet-brugere på enkelt dag, viser ifølge Cerf, at den brede offentlighed er interesseret i at modtage så mange informationer som muligt om rummissioner. Så hvorfor ikke lade dem hente data direkte fra sonderne over nettet?
Bedre Internet
Vinton Cerf er ikke sen til at understrege, at hans egen opfindelse, Internet-protokollen TCP/IP, har sin rod i militær forskning (læs også ComON's interview med Cerf). TCP/IP er et paradeeksempel på en teknologi, der i første omgang var tiltænkt et begrænset publikum, men senere eksploderede til at blive et masseprodukt og fundamentet for et nyt medie. Det samme vil måske gælde for IPN-teknologien, mener forskerne hos NASA. Det vil ikke udelukke, at de nye dataoverførsels-teknologier, som udvikles med henblik på at gøre Internet rum-sikkert, i sidste ende bliver del af det jordiske Internet. Det handler især om at transmittere store datamængder over langsomme, tynde forbindelser, og opbygge fejlsikre forbindelser trods dårlige betingelser. Trådløs kommunikation og satellitbaseret dataoverførsel er nogle af de områder, der måske får gavn af NASA-forskningen.
Digital-uret og teflon-panden er bare nogle eksempler på, at rumteknologiske gennembrud ofte ender som helt almindelige produkter i vores hjem. Det interplanetariske Internet bliver måske det næste.
