Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld Top 100 d. 28. september 2007.
Computerworld bringer for tolvte år i træk det mest komplette, offentligt tilgængelige billede af den danske it-branche.
Læs her, hvilke metoder, der ligger til grund for beregningerne.
Langt størstedelen af de tal, der danner baggrund for tabellerne i Top 100-magasinet, er offentliggjorte regnskabstal indhentet fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Alle selskaber har imidlertid ikke pligt til at oplyse særlige poster i årsregnskabet. Når enkelte leverandører, som burde have været med, ikke er det, hænger det sammen med, at Computerworld ikke har kunnet få adgang til retvisende oplysninger om selskabernes nøgletal. Enten fordi det ikke været muligt at fremskaffe de relevante regnskabstal, eller fordi de udleverede tal ikke var brugbare.
Endelig har Computerworld valgt at estimere omsætningen for 30 markante it-virksomheder, der ikke offentliggør omsætningstal af konkurrencehensyn.
De største er ikke nødvendigvis de bedste eller for den sags skyld de mest interessante. Derfor bringer Computerworld ud over listen med landets 300 største it-selskaber (målt på omsætning) også Top 100-listen, hvor de 100 dygtigste danske it-virksomheder er placeret. Det er den øverst placerede på denne liste, som det kommende år kan smykke sig med titlen Computerworld Sovereign.
Computerworld bringer derudover tre andre lister: De hurtigst voksende, største fald i omsætning og alfabetisk totalliste. I Top 100-listen er virksomhederne rangeret på baggrund af et ligeligt vejet gennemsnit af fire udvalgte målepunkter - henholdsvis vækst i omsætning, afkastningsgrad, overskudsgrad samt effektivitetsgrad defineret som resultat af primær drift per ansat.
Det er ottende år i træk, at Computerworld bruger modellen, og den er efterset, justeret og godkendt af tre uafhængige regnskabseksperter: Søren Jagd (lektor, RUC), Kristian Hjulsager (kontorchef hos Danmarks Statistik og forfatter til flere lærebøger i årsregnskabsanalyse) og Jørn Ravn Elkjær (seniorforsker på Det kongelige Bibliotek og forfatter til lærebøger i regnskabsvæsen og økonomistyring). Det er vigtigt at understrege, at virksomhederne ikke er dygtigst i objektiv forstand, men alene dygtigst ud fra de parametre, Computerworld opstiller. Enkelte virksomheder optræder på listen over de største it-selskaber, men er ikke med på listen over landets dygtigste på trods af fremragende regnskabstal. Det skyldes, at Computerworld ikke har alle de oplysninger, som skal til for at føre virksomhederne på "Top 100-listen". Det gælder eksempelvis i de tilfælde, hvor Computerworld har estimeret omsætningen.
Anderledes ser det ud med de 13 deltabeller i de fire sektioner: Hardware, Software, Service og Afsætning. Her er alle selskaber taget med - både dem, hvor ledelsen har medvirket til at fremskaffe tal, og dem, hvor Computerworld har været inde og estimere nøgletal.
For tredje år i træk kårer Computerworld de dygtigste it-virksomheder i 13 branchesegmenter. Kåringen sker efter de samme kriterier som for "Top 100-listen". De virksomheder, hvor omsætningen er estimeret, er også med på listerne, men bliver ikke sammenlignet med de andre firmaer og bliver placeret i bunden af tabellerne.
Også i år kårer Computerworld årets dygtigste Sværvægter og Supersværvægter. Vinderne findes på baggrund af den samme model, som bruges til at finde landets dygtigste it-virksomheder og kategorivindere. It-firmaet skal omsætte for mellem en halv og en hel milliard kroner for at komme med i kapløbet om at blive årets sværvægter. Supersværvægterne er de it-firmaer, som omsætter for over en milliard kroner.
Redaktionen har bestræbt sig på at få it-virksomhederne placeret i de rigtige kategorier og har vurderet hvert enkelt selskab nøje. Grænsen mellem, hvad der eksempelvis er et konsulenthus og en systemintegrator, er imidlertid flydende og afhænger meget af den enkelte persons opfattelse af markedet og vurdering. Som tommelfingerregel har redaktionen placeret selskabet efter, hvor størstedelen af dets omsætning stammer fra.
Såfremt du mener, at Computerworld har overset selskaber eller placeret nogle forkert, hører vi gerne fra dig, så vi kan rette op på miseren i næste års udgave af Computerworld Top 100.
Boks1:
Hvorfor optræder IBM, HP og Oracle på flere deltabeller?
It-selskaberne IBM, HP og Oracle sidder på store markedsandele i Danmark. Hvor stor en del er imidlertid umuligt at præcisere ud fra de officielle regnskabstal. Hverken IBM, HP eller Oracle oplyser i årsregnskabet, hvor meget de omsætter for på markedssegmenter - eksempelvis pc-, software- eller storagemarkedet.
IBM splitter sin omsætning op på produkter og services i regnskabet. Derfor har Computerworld taget IBM med i flere branchekategorier med de samlede omsætningstal for henholdsvis services og produkter. Disse sparsomme oplysninger giver dog langt fra et retvisende billede af IBM's styrke og position på de enkelte delmarkeder.
For Oracle gælder det, at selskabet både er en markant spiller på det danske marked for databasesoftware (Basissoftware-kategorien) og markedet for virksomhedsløsninger (ERP-kategorien). I det amerikanske moderselskabs årsregnskab fremgår det, at 71 procent af selskabets omsætning stammer fra databasesoftware og middleware, mens applikationer (primært ERP) bidrager med de resterende 29 procent. Computerworld har derfor splittet det danske selskabs omsætning op, så Oracle både optræder i ERP- og basissoftware-kategorierne.
For HP gælder det, at Computerworld har beregnet HP's omsætning i delkategorierne Desktop og Storage/Industriel hardware på baggrund af en fordelingsnøgle for HP's omsætning i produktkategorier, som selskabet har opgivet til de amerikanske regnskabsmyndigheder.
For IBM og HP's omsætningstal gælder endvidere, at tallene kun omfatter de varer, som er faktureret i Danmark. Flere store distributører på det danske marked har imidlertid som følge af en voldsom konsolidering af branchen samlet aktiviteterne uden for landets grænser. Det betyder, at dele af IBM og HPs danske omsætning bliver faktureret i eksempelvis Sverige. Derudover har det en vis betydning for HP's danske omsætningstal, at selskabets printere og farvepatroner sælges fra et centralt sted i Europa og derfor ikke er med i indberetningen til de danske myndigheder.
Boks2:
Otte år med vægte
Computerworld kårer for ottende år i træk Danmarks dygtigste it-selskaber på baggrund af et ligeligt vejet gennemsnit af it-virksomhedernes vækst i nettoomsætning, afkastningsgrad, overskudsgrad og effektivitet defineret som resultat af primær drift per ansat. Computerworld har screenet flere end 500 selskaber for at nå frem til en bruttoliste på 350 selskaber. For at komme med på listerne kræver det en omsætning på 20 millioner kroner om året samt at Computerworld får adgang til alle relevante regnskabstal.
Boks3:
Hvor er TDC?
Computerworld har også i år valgt kun at tage TDC A/S med på den alfabetiske totalliste. På deltabellerne optræder selskabets danske datterselskaber i de kategorier, som Computerworld har vurderet, de hører hjemme i.
OriginalModTime: 27-09-2007 15:27:42