Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 17. august 2007.
nærmest fysisk umuligt for os levende i Foghs velfærdssocialisme at holde mere ferie, end vi gør.
Selv direktører er ved at nå en grænse, hvor vi må have hjælp af skolelærerne til at kunne udholde så lange ferier.
Lad os starte blidt med noget, der intet har med it at gøre.
Jeg brugte en uge af min lange direktørferie på at gå Nijmegenmarch i Holland. Selvom det var hårdt at gå 4x40 km med 10 kg på ryggen (jeg går på et militærhold), var det også dejligt, fordi livet blev meget simpelt: Den næste kilometer, den næste vabel, den næste øl, det næste toiletbesøg.
Det var mig komplet umuligt at tænke på databaser.
Vi er knap 30 M/K'er på holdet, og alle andre end jeg er folk med en imponerende track record fra militæret (billeder på nijmegenmarch.dk). Holdet har gået turen mange gange og har altid fået alle igennem.
I år var det nær gået galt: En af gutterne mistede totalt gejsten på tredje dag, lige før de berømte og berygtede "seven hills". Han havde gået turen fem gange før, er veteran fra Irak og Afghanistan og ingen tøsedreng. Men alt gjorde ondt. Vi skulle bare lade ham være.
Så lærte de erfarne på holdet mig, hvad man gør i sådan et tilfælde: Man skubber eller trækker ham fysisk, så han kan følge med resten af holdet. Alt imens bliver han proppet med chokolade og tvunget til at drikke vand, og der bliver hele tiden talt opmuntrende til ham. At opgive er bare ikke en mulighed.
Efter en del kilometers skubben og trækken nåede vi næste rasteplads, og dér kom han mentalt på højkant igen og klarede resten af turen uden problemer.
Så lad os slutte benhårdt: Al den snak om stress nu om dage fra fagforeninger og mennesker omkring os er det værste pjat, jeg har oplevet i flere årtier. Vi arbejder meget mindre, har meget mere fri og har langt flere penge (og dermed frihed) end nogensinde før. Specielt da inden for it-branchen.
Der er i 99,9 pct. af tilfældene ikke tale om stress, men om travlhed i korte perioder, klynken, mental opgiven, dovenskab, træthed og mangel på mennesker, man kan tale med om sine problemer.
Men stress er noget ganske andet.
Og hold op med at sende folk til psykologer (krisepsykologer!) hele tiden.
Meget få har brug én. De har mere brug for at snakke med nogle mennesker, der forstår dem.
I øvrigt virker det ikke at gå til psykolog. Derfor kan nogle nøjes med en time eller to (helst betalt af det offentlige) og andre bliver hængende i årevis. Freud mente selv, at hans metoder kunne bruges til at diagnosticere problemer, men ikke til at reparere dem.
Hvis en af jeres venner er "ved at gå ned med stress" (GYS for et udtryk!), så prop vedkommende med mental chokolade og vand, skub/træk vedkommende videre og hjælp med at lave den liste over udeståender, som får de fleste til at falde til ro.
Men lad dem ikke gå rundt alene derhjemme i månedsvis, mens de har ondt af sig selv.
OriginalModTime: 16-08-2007 14:54:56
