Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 30. marts 2007.
Bloggen giver skribenten større frihed end klummeskriveren, men mindre prestige.
Dette er en klumme. Se godt på den, det er en uddøende art. Umiddelbart ser den måske ud til at leve i bedste velgående. Alle aviser har klummer, og alle journalister betragter det som en særlig ære at have sin egen klumme. Men skinnet bedrager. Klummen er døende, fordi formen er for stram, fordi stadig færre læser dem, og fordi der er kommet meget bedre alternativer.
Tag nu klummen her. Jeg har fået til opave at have en mening hver anden uge. Jeg kan ikke have en mening hver uge eller hver tredje uge. Det skal være hver anden uge. Men når sandheden skal frem, så har jeg altså ikke en mening hver anden uge. Nogle gange har jeg to meninger samme dag, så jeg nærmest flyder over. Andre gange går der en hel måned, uden at jeg har en eneste mening, og så må jeg ud og stjæle andres meninger, for jeg skal have en mening hver anden uge, ellers ryger jeg ud.
Min mening skal have et bestemt omfang, der passer til klummen. Men det har mine meninger altså ikke. Nogle af mine meninger kan formuleres på et par sætninger, andre fylder en hel side. Men den går ikke i en klumme. Klummen har en fastsat længde, så det skal mine meninger også have.
Mine meninger er gamle, når de kommer i avisen. Deadline er fredag - en uge før avisen udkommer - så jeg kan ikke mene noget om noget aktuelt. Jeg mente for eksempel en hel masse i dagene omkring ungdomshusets rydning. Jeg mente noget om modpres.dk, om de andres meninger på blogs, om billederne på Flickr og filmene på YouTube og om artiklen på Wikipedia, der under hele forløbet var mere opdateret end de fleste danske nyhedsmedier. Men det var altsammen uaktuelt halvanden uge efter.
Jeg læser sjældent klummer, fordi formen helt tydeligt er en spændetrøje for den stakkels skribent og resultatet ofte er derefter.
Desuden kan jeg som læser ikke sige klummeskribenten imod, og det er jo ellers en væsentlig del af det der med meninger. At man kan diskutere.
Til gengæld læser jeg mange blogs. I en blog er skribenten langt mere fri. Man skriver, når man har noget at skrive om. Man skriver kort eller langt efter, hvad emnet kræver. Og man udgiver her og nu. Der er ingen af klummens begrænsninger, og det er et perfekt medie at mene noget i. Også fordi læserne umiddelbart kan kommentere.
Men så bør jeg vel sige mit job som klummeskribent op og skrive en masse blogs?
Nej, nej, nej. Det er meget finere at skrive en klumme. Det giver langt mere prestige. I virksomheden, hvor jeg arbejder, har vi en opslagstavle med avisudklip - også et par af mine bedste klummer. Vi har ingen opslagstavle med blog-indlæg eller udskrifter fra nettet. Og det avissnobberi eksisterer i en virksomhed, som udelukkende beskæftiger sig med netmedier, og hvor alle er helt enige om, at fremtiden er på nettet.
Andre steder er det meget værre. Jeg scorer ikke hende den hotte nede i tennisklubben ved at prale med min blog. Men klummeskribent i en avis - det giver point. Hvis jeg skal ud og have et nyt job, pynter det på mit cv, at jeg er klummeskribent i en avis. Men det giver ikke en krone mere i løn at være blogger.
Så jeg løber ingen steder, og jeg vil klamre mig til min klumme og gøre alt for at holde den i live. Inderst inde ved jeg godt, at jeg ikke kan forhindre det uafvendelige, og at klummer inden længe udelukkende bliver skrevet af gamle sure mænd i aviser, ingen læser, og som kun overlever på tilskud, men jeg kan gøre mit bedste for at lukke øjnene og håbe, at fremtiden bliver udsat så længe som muligt.
Claus Sølvsteen har arbejdet med nye medier siden 1990. Han er indehaver af Danmarks første private e-mailadresse og partner i rådgivningsfirmaet Peytz & Co.
OriginalModTime: 29-03-2007 14:22:14
