Iværksætternes år

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 29. september 2006.


Iværksættere præger toppen af dette af års Top 100-lister over landets dygtigste it-selskaber. Men faktisk er den samlede it-branche midt i en vækstfest, der ser ud til at fortsætte.

Den danske it-branche ser ud til at være et fornuftigt sted at opsøge, hvis man går rundt med en iværksætter i maven. I hvert fald hvis man gerne vil have succes, da mange af dem, der de senere år har haft modet, evnerne og viljen til at kaste sig ud i it-iværksætteriet, vader i succes.
Toppen af dette års Top 100-liste domineres således i høj grad af it-virksomheder, hvor stifterne har kastet forsigtigheden over bord og prøvet lykken på egne ben.
Mest tydelig er tendensen at spore hos årets samlede vinder, SAP-konsulenthuset Segmenta, der efter seks et halvt års eksistens skaber imponerende resultater. Selskabets seneste årsregnskab taler for selv: Omsætningen voksede med 64 procent, på bundlinjen var der et solidt plus på 5,2 millioner kroner og egenkapitalen blev udvidet med en million kroner hos det lille it-selskab fra Brøndby.
Stifterne af Segmenta, Lars Damgaard, Kjartan Christensen og Thomas Stolborg har alle tidligere slået deres folder hos store internationale virksomheder. De to første hos IBM og den sidste hos Accenture.
- Vi nyder at stå på egne ben. Der har været mange rigtig lange aftener - spørg bare vores koner derhjemme - men det har absolut været alt sliddet værd at blive herrer i eget hus, sagde Lars Damgaard, administrerende direktør for Segmenta ved Top 100-konferencen, der løb ad stablen i Valby onsdag eftermiddag.
Fortsætter man ned af Top 100-listen dukker netværksselskabet Conscia op. Her er stifternes iværksættertrang også blevet belønnet med en kraftig vækst i omsætning og indtjening, hvilket er nok til at give dem en samlet andenplads i dette års Top 100-undersøgelse.

Det er dog ikke kun iværksætterne, som trives i den danske it-branche. Seks år efter det værste krak teknologisektoren nogensinde har set, vokser danske it-selskaber nemlig igen lynhurtigt. Det er den positive hovedkonklusion i dette års Top 100-undersøgelse, hvor Computerworld har gennemtrevlet 324 danske it-selskabers årsregnskaber for at give en samlet vurdering af branchens økonomiske sundhedstilstand.
Tallene fra Top 100-undersøgelsen taler deres eget tydelige sprog: It-selskabernes samlede omsætning voksede fra 184,5 milliarder kroner til 202,7 milliarder kroner det seneste år, hvilket svarer til en stigning på 10 procent. Og de positive takter ser ud til at fortsætte.
Dette års IT-Vækstbarometer fra revisions- og rådgivningsfirmaet Deloitte viser nemlig, at it-selskaberne tror på, at de gode tider bliver endnu bedre. Knap halvdelen af de 280 administrerende direktører for danske it-selskaber, som hen over sommeren er blevet spurgt om deres forventninger til fremtiden, regner med at holde dampen oppe i indeværende år.
- Det forrygende gode marked spås at fortsætte, og det gælder alle delbrancher, siger Kim Gerner, partner og leder af Deloittes division for teknologi-, medie- og televirksomheder og ansvarlig for IT-Vækstbarometret.
Stort set alle dele af it-sektoren - fra konsulenthuse over softwareselskaber til forhandlere - bidrager til vækstfesten. Mest markant er fremgangen dog i telebranchen, der overordnet ser ud til at have vinket farvel til den krise, som medførte konkurs på konkurs i begyndelsen af årtusindet. De tre hurtigst voksende it-selskaber i årets Top 100-undersøgelse er således alle teleselskaber. Årets vækstkomet er elselskabernes erhvervstelefoni-selskab Nianet, der sælger teleydelser via et landsdækkende netværk af fiberoptiske kabler. På de næste pladser følger fiberselskabet ComX og den danske afdeling af British Telecom (BT).

I sidste års Top 100-undersøgelse kunne den samlede danske it-branche for første gang siden dotcom-krisen prale af markant fremgang både i omsætning, indtjening og antal af medarbejdere. Men vækst koster som bekendt ofte penge.
Det er i år gået ud over mange it-firmaers bundlinje. Samlet er indtjeningen i it-branchen faldet med 20 procent i forhold til sidste år. Der er dog stadigvæk samlet set sorte tal på bundlinjen; 5,1 milliarder kroner mod 6,5 milliarder kroner året før.

Billedtekster:
Nianet?Fiberselskabet Nianet løb med prisen som årets vækst­komet ved Top 100-arrangementet onsdag eftermiddag i Valby. Selskabet slog to andre selskaber fra telesektoren på målstregen, da det henviste bredbåndsselskabet ComX og den danske afdeling af British Telecom til anden- og tredjepladsen. Prisen blev modtaget af Michael Hartmann, salgs- og marketingsdirektør i Nianet, som fik den overrakt af dagens vært Mikael R. Lindholm (tv.), chefredaktør for Computerworld og Søren Queitsch (th.), administrerende direktør for IDG Danmark, der bl.a. udgiver Computerworld.

Telia Stofa?Danmarks næststørste leverandør af kabeltv- og bredbåndsforbindelser, Telia Stofa, vandt i år Top 100-kategorien "sværvægter". Den betegnelse dækker over danske it-virksom­heder, der omsætter for mellem en halv og en hel milliard kroner. Telia Stofas gode resultater skyldes bl.a. en meget offensiv tilgang til markedet.
- Vi forsøger at spille på brasiliansk. Det skulle gerne være seværdigt og med dygtige enkeltmandspræstationer. Den overordnede ramme er naturligvis udstukket på forhånd. Banen er så at sige kridtet op, og alle vore spillere skal være i topform. Men når startfløjtet lyder, er der dømt angrebsfodbold fra vores side. Vi vil ikke spille passivt og afvente modstanderens forsvarsfejl. Vi vil selv frem på banen og score for at afgøre kampen, sagde en begejstret administrerende direktør, Ole Simonsen.

TDC Mobil?Mobilforretningen i Danmarks største teleselskab, TDC Mobil, blev ved dette års Top 100-konference hædret som årets dygtigste "it-supersværvægter". Betegnelsen dækker over den danske it-branches tunge drenge, da kun selskaber med en omsætning på over en milliard kroner deltager i konkurrencen. Prisen blev modtaget af vicedirektør John Svensson.

Segmenta?SAP-konsulenthuset Segmenta blev kåret til Danmarks allerdygtigste it-selskab ved onsdagens Computerworld Top 100-arrangement i Valby. På billedet ses selskabets tre ejere, Lars Damgaard (tv.), Kjartan Christensen (i midten) og Thomas Stolborg (th.).

OriginalModTime: 28-09-2006 14:03:00




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere


Vejen til skyen

Få indsigt i, hvordan overgangen til en samlet cloud-platform har styrket virksomhedens agilitet, fjernet datasiloer og leveret realtidsdata for bedre beslutningstagning.

04. december 2024 | Læs mere