Danske firmaer må lede sig selv til de rigtig fede ideer

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 11. august 2006.


innovationsledelse Globaliseringen tvinger danske virksomheder til at blive langt bedre til at få ideer til de produkter, som kunderne gerne betaler ekstra for at få fingre i, selv om konkurrenterne tilbyder noget tilsvarende.Virksomheder bør ifølge DI forny en tredjedel af produktporteføljen hvert år for at sikre fortsat momentum, og det øger fokus og behov for innovationsledelse. Også it-branchen mærker øget behov.

Først den positive nyhed: I Danmark er vi faktisk ret gode til innovation, hvis man måler på antallet af såkaldte upmarket-produkter - defineret som produkter, som kunderne er villige til at betale 15 procent eller mere for end tilsvarende produkter hos konkurrenterne. Årsagerne kan være produkternes bedre design, funktionalitet og genanvendelsesmuligheder.
Og så til den triste: Selv om upmarket-produkter ifølge tal fra Dansk Industri udgør 40 procent af Danmarks samlede eksport, og tallet har ligget rimeligt stabilt i de senere år, stiger andelen af upmarket-produkter produceret af lande som Taiwan og Irland meget mere.
Med andre ord er førerpositionen så langt fra givet. Og den er ifølge en organisation som Dansk Industri nødvendig at fastholde, da Danmark er et løntungt land.
- Danmark kan ikke konkurrere på pris, kun på værdien, fordi mange producenter fra andre lande har et meget lavere lønniveau. Vi ser i øjeblikket, at både Kina og Korea har en stigende andel af upmarket-produkter. Der er altså en fare for, at de indhenter os rent teknologisk. Derfor har vi i Dansk Industri sat os det mål, at andelen af upmarket-produkter skal op på 50 procent i løbet af de næste fem til otte år, siger Kristian Stokbro, chefkonsulent i Dansk Industri.

Her kommer udfordringer for danske virksomheder. For kan det i virkeligheden lade sig gøre at styrke virksomhedernes innovationsevne?
Spørgsmålet blev meget konkret besvaret, da kursusudbyderen DIEU i en undersøgelse i forsommeren viste, at en stor del af danske virksomheder bruger begrebet innovation lidt i flæng.
DIEU's innovationsundersøgelse viste, at knap halvdelen af danske virksomheder definerer sig som innovative, hvis man spørger virksomhedens egne ledere og medarbejdere. Alligevel viser undersøgelsen, at det i betydeligt omfang var vanskeligt for respondenterne at definere begrebet innovation. Hele 49 procent var i tvivl om begrebets betydning. Altså tydelige tegn på, at der kan være en idé i at skærpe innovationsindsatsen.
Der er ikke lavet en lignende undersøgelse i it-branchen. Men direktør i IT-Branchen Jakob Lyngsø er ikke i tvivl om, at der også er brug for fokus på innovationsledelse i it-branchen.
- Vores fantasi og innova­tionskraft skal styrkes yderligere, og vi skal hele tiden levere nyt, som gør os mere attraktive. It-branchen oplever i øjeblikket det, som resten af industrien har oplevet i mange år, at når vi får produceret produkter i lande som Indien, Østeuropa og Pakistan, bliver de kopieret, siger han.

Behovet for kreativitet er altså større end nogensinde. Derfor vælter det nu også frem med initiativer, der skal sikre, at begrebet innovation flytter fra et abstrakt begreb på toplederniveau til menigmand på gulvet. For da innovation handler om nye idéer, vil det kun være en fordel, hvis alle medarbejdere bidrager med kreativiteten og kaster de lyse idéer i den fælles idékasse.
For eksempel lancerer Dansk Industri til efteråret en uddannelse i innovationsledelse. Uddannelsen retter sig mod projektledere og mellemledere, og styrker medarbejdernes kompetencer.
- Vores vision er innovation i hele værdikæden og ikke kun i produktudviklingen. Der er også brug for innovation i for eksempel salg/marketing og HR, siger Kristian Stokbro, der også ser medarbejdernes inddragelse i innovationen som et medarbejder-fastholdende element.
- Hvis virksomheder viser, at de lytter til menigmand, tror vi på, at det også bliver lettere at tiltrække ansatte, siger han.

Et andet konkret initiativ, der præsenteres i løbet af efteråret, drejer sig om at få innovation knyttet helt tæt til virksomhedens strategi. Et udvalg under Innovationsrådet arbejder med begrebet 'innovation governance' som en pendant til corporate governance - fælles forståelse for principperne for god innovationsledelse. Målet er at gøre innovation til en helt naturlig del af virksomhedens strategi.
De opridsede initiativer retter sig alle mod virksomhederne selv og deres eget ansvar. IT-Branchens direktør Jakob Lyngsø mener dog, at samfundet i forsøg på at øge innovationsevnen også bør se nærmere på hele uddannelsesområdet.
- Vi slår i dag til lyd for, at man opretter kombinationsuddannelser - eksempelvis læger og dataloger. I et sådant samarbejde vil der kunne opstå helt nye muligheder for innovative produkter. Og vi ville samtidig kunne skabe noget, der ikke lige var så let at kopiere, siger han.

OriginalModTime: 15-08-2006 15:09:46




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Jobindex Media A/S
Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Send dine legacysystemer på pension og invitér standardløsninger indenfor

Legacysystemer er rygraden i mange organisationers it-infrastruktur, men før eller siden er det tid til at sige farvel og skifte til en eller flere standardløsninger. Vi udforsker scenarier og muligheder, der gør det muligt at rykke videre. Hvad er businesscasen? Hvilke krav stiller skiftet til din forretning og jeres processer? Hvordan

08. oktober 2024 | Læs mere


Dynamics 365 & Business Central - AI og branchemoduler

Udforsk, hvordan du kommer godt i gang med Business Central, får hjælp til at tilpasse platformen til dine behov og får mest ud af din ERP-løsning med begrænsede ressourcer.

23. oktober 2024 | Læs mere


Årets CISO 2024

Vær med når Computerworld, Dansk Erhverv og Rådet for Digital Sikkerhed tager temperaturen på trusselslandskabet lige nu, og giver dig overblikket over de nyeste trusler, de mest aktuelle tendenser og de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

24. oktober 2024 | Læs mere