Aalborg-læger klarer skrivebordsarbejdet i elevatoren

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 28. april 2006.


En hel time mere til patienterne hver dag. Så kontant er de uofficielle meldinger fra flere af de læger, der benytter en pda på Aalborg Sygehus - og det endda kun med version ét, der arbejde offline. I
I luften i og omkring sygehusene i Nordjyllands Amt, det kommende Region Nordjylland, indeholder radiobølgerne mere end FM-radio, tv-signaler og mobiltelefonsamtaler. Æteren bærer også elektroniske data med patientjournaler, medicinfortegnelser og røntgenbilleder. Ganske vist i krypteret form, men de er der, så lægerne altid har adgang til informationerne overalt.
Resultatet er ifølge læge og ihærdig pda-bruger på Aalborg Sygehus, Merete Ipsen, intet mindre end en revolution. Fremover vil de fleste af lægerne kunne klare væsentlige arbejdsrutiner i elevatoren, i fem minutters ledige stund med en kop kaffe i hånden eller som fremvisningsredskab i samtalen med patienten.
- Før i tiden var vi afhængige af at finde en ledig computer, tænde den og logge på for at se laboratoriesvar, røntgenbilleder eller patientjournaler. Nu kan man på vej fra den ene til den anden patient hente oplysninger trådløst på sin pda - og så er oplysningerne hele tiden opdaterede, forklarer Merete Ipsen.
Alt mobilt
De små lommecomputere, der alle er standard Ipaq-modeller, er blevet et helt centralt element i it-infrastrukturen på Aalborg Sygehus. Når IT-Sundhed, der står bag alt it i sundhedsvæsenet i det kommende Region Nordjylland, fremover præsenterer nye løsninger, baserer de sig alle på trådløse teknologier. Endvidere er det et krav til leverandører og udviklere af eksempelvis EPJ, at de i tilbuddet beskriver, hvordan løsningerne kan drives og håndteres fra en mobil platform.
- Vores mobile strategi går igen i alt, hvad vi gør, fordi vi ser et væld af muligheder i, at man ikke er afhængig af kabler og stationære pc'er, forklarer Klaus Larsen, der er en af hovedarkitekterne bag den mobile strategi.
Begyndte som frynsegode
Startskuddet til den mobile strategi blev faktisk affyret langt fra it-afdelingen. Skuddet lød ved overenskomstforhandlingerne med yngre læger i 2003. Som et ekstra gode besluttede forhandlerne at udstyre unge læger - omkring 650 i Nordjylland - med en pda som personligt arbejdsredskab. Idéen var at gøre deres hverdag lettere og gøre sygehusene i den nordjyske region endnu mere attraktive.
Løsningen var i begyndelsen en ren offline-løsning. Alligevel var det en landvinding af dimensioner for de yngre læger, fortæller læge Merete Ipsen.
- Yngre læger sidder ikke på kontor. I stedet render de rundt med alt i lommerne. Her slæber de på mindst fire opslagsværker, egne noter, løsark med ændrede retningslinjer og procedurer, stetoskop og reflekshammer. Derfor er en pda, der kan afløse alle opslagsværkerne, alene i sin fysiske form en kæmpe aflastning, forklarer Merete Ipsen.
Hun anbefalede indførsel af pda'er ved overenskomstforhandlingerne i 2003, fordi hun selv havde gode erfaringer med brug af en pda i sit daglige arbejde.
Mere patientid
Men den fysiske vægt var kun det synlige resultat af pda-løsningen. Opslagsværker på pda'en gør det nemmere at lave opslag, bladre i afdelingens procedure eller finde den rette medicin. Nogle læger peger på, at de har fået en halv til en hel time mere om dagen.
Også i dialogen med patienten bruges pda'en.
- Hvis en patient fortæller, at vedkommende dagligt får tre gule og to grønne piller, der "vistnok begynder med bogstavet p", kan det være svært at afgøre, hvad der er tale om. Men med pda'en i hånden kan vi ret hurtigt få bestemt, hvilken type piller der er tale om, siger Merete Ipsen.
Allerede da første generation af pda‘erne blev introduceret, var projektleder Klaus Larsen i gang med at udtænke næste generation - onlineversionen, som blev introduceret i begyndelsen af april til de fleste læger, og hvor alle pda'er skulle synkronisere med servere via sygehusenes lukkede trådløse netværk.
Ambitionerne bag onlineversionen var store.
- Kunne man i virkeligheden med fordel lade en pda erstatte pc'en? Mange yngre læger har jo hverken kontor eller faste pc'er, og de suser rundt hele tiden. Med en personlig pda med adgang til opslagsværker og e-mails ville de kunne spare en masse tid, forklarer Klaus Larsen, der fik sin afdelingschef med på idéen.
Resultatet blev, at lægerne i dag kan gennemse røntgenbilleder og tjekke deres e-mails på pda'en. Og ganske snart kommer pda'erne også til at spille en central rolle i amtets udrulning af EPJ.
At klippe kablerne og lade antenner sende data ud i den fri luft har givet udfordringer: Uddannelse af brugerne, styringen af 1.500 enheder og ikke mindst datasikkerhed. Og så var der naturligvis uvisheden om, hvorvidt det nye udstyr overhovedet ville være en gevinst - i sidste ende også for patienterne.
Sikkerhed med biometri
Først og fremmest spillede sikkerheden naturligvis en stor rolle. Pda'erne indeholder fortrolige informationer om patienterne, som ikke må falde i forkerte hænder.
- Vi har koncentreret os om at beskytte indholdet på pda'erne. Bliver enheden stjålet, kan tyven ikke komme ind på pda'en uden at indtaste adgangskoden. Eneste måde, hvorpå tyven i givet fald kan bruge pda'en, er ved at nulstille og slette alle data, siger Klaus Larsen.
Derudover er det trådløse netværk hele tiden sikret med de bedst tilgængelige krypteringsteknologier, og kun sundhedspersonalets godkendte enheder kan se og bruge netværket - og det endda først efter indtastning af brugernavn og adgangskode.
Et anden stor problematik var administrationen af de mange pda'er. For at holde supportbyrden nede klares alle opdateringer og eventuelle retableringer af pda'erne via fjernstyringssystemet Afaria og et Windows 2003-miljø.
Med alle læger online er den første milepæl i IT-Sundheds mobile strategiet nået. Allerede nu er den suppleret med, at 100 kliniske rulleborde - udover medicinsk udstyr - nu er udstyret med bærbare pc‘er, hvorfra der er direkte adgang til de tilgængelige elektroniske systemer. Og næste skridt er at få de andre faggrupper på sygehuset med på de mobile løsninger.
- Vi indfører nogle hårdføre og mere robuste kliniske pda'er, som bliver et fast element på sengeafdelingerne, så sygeplejersker eller for den sags skyld læger kan bruge den mobile enhed, når de skal læse op på en patient eller andet - i stedet for at bruge en pc. Eksempelvis kan sygeplejerskerne bruge dem til at scanne medicin og scanne patienter, så oplysninger bliver elektronisk overført til patienternes journaler, fortæller Klaus Larsen.
De kliniske pda'er bliver endnu et stort skridt for sygehusene i Nordjylland og forventes indført i løbet af 2006.??

Billedtekst:
Klaus Larsen fra IT-Sundhed i Nordjyllands Amt har strikket en pda-løsning sammen til lægerne på amtets sygehuse. Det ambitiøse mål var at de håndholdte apparater skulle kunne erstatte pc'erne. Foto: Michael Bo Rasmussen

Boks:
Fakta
Målsætninger og eksempel
IT-Sundheds mobile målsætninger ser sådan ud:
Cirka 1500 iPAQ-enheder til læger, administrativt og it-relateret personale.
Cirka 400 kliniske mobile enheder, som er produktionsspecifikke.
Ingen omkostninger til løbende drift.
Alle enheder skal kunne køre på trådløst netværk.
De personlige pda'er skal kunne konkurre med pc'en.

Allerede i løbet af den første time af en læges arbejdsdag kan pda'en være til stor gavn. Her et eksempel:

8.00 Briefing - konferencelokalet på tredje sal
På pda'en noteres oplysningerne og eventuelle vagtbytter cleares i den elektroniske kalender.

8.21 Modtagelse af akut patient - på skadestuen i stueetagen
Der foretages opslag i fagbog for at stille korrekt diagnose. Medicinhåndbogen konfronteres. Der noteres ned til senere brug ved diktat til patientjournalen.

8.38 Diktering af journalnotat på patient
Opslag i afdelingens håndbog for instrukser, opslag i medicinhåndbogen og opslag i listen over officielle diagnosekoder.

8.50 Patient tilses på sengeafdeling - tredje sal
Patient skal undersøges på røntgenafdelingen. Opslag af telefonnummer på pda og opslag i officiel instruks til patientjournalen.

Kilde: Merete Ipsen, læge Aalborg Sygehus

OriginalModTime: 26-04-2006 14:56:14




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Fiftytwo A/S
Konsulentydelser og branchespecifikke softwareløsninger til retail, e-Commerce, leasing og mediebranchen.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Send dine legacysystemer på pension og invitér standardløsninger indenfor

Legacysystemer er rygraden i mange organisationers it-infrastruktur, men før eller siden er det tid til at sige farvel og skifte til en eller flere standardløsninger. Vi udforsker scenarier og muligheder, der gør det muligt at rykke videre. Hvad er businesscasen? Hvilke krav stiller skiftet til din forretning og jeres processer? Hvordan

08. oktober 2024 | Læs mere


Dynamics 365 & Business Central - AI og branchemoduler

Udforsk, hvordan du kommer godt i gang med Business Central, får hjælp til at tilpasse platformen til dine behov og får mest ud af din ERP-løsning med begrænsede ressourcer.

23. oktober 2024 | Læs mere


Årets CISO 2024

Vær med når Computerworld, Dansk Erhverv og Rådet for Digital Sikkerhed tager temperaturen på trusselslandskabet lige nu, og giver dig overblikket over de nyeste trusler, de mest aktuelle tendenser og de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

24. oktober 2024 | Læs mere