Blot et af mange værktøjer

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 17. februar 2006.


Ingen læring uden it. Derfor er e-learning ikke længere interessant i sig selv. Men e-learning har fundet sin faste plads som et uundværligt element i de fleste moderne uddannelsesforløb.

Alle bruger e-learning, uanset om uddannelserne foregår på landets handelsskoler og universiteter eller ude i virksomhederne.
For fem-seks år siden var e-learning det nye dyr i it-åbenbaringen. Det danske marked for e-learning lå i slipstrømmen på dotcom-tidens hidsige vækst, og selskaber, der skulle producere indhold til det nye undervisningsmedie, åbnede i stimer - og mange lukkede igen.
I dag har erkendelsen af, at e-learning i de allerfleste tilfælde kun kan være en del af et undervisningsforløb, bundfældet sig. Man taler om "blended learning", der dækker over, at folk, som skal uddannes, har brug for andet og mere end at sidde alene foran computeren og klikke rundt i et undervisningsmodul.
De skal også møde deres medstuderende til fællesundervisning, de skal udveksle erfaringer via chatrooms, og visse ting skal de have demonstreret på videosekvenser. Det er billedet på digital undervisning i dag.
- Tingene ændrer sig meget hurtigt, så de fleste ansatte må belave sig på at være i en konstant læringsproces. Her er e-learning et værktøj i mange processer fremover, som ét værktøj ud af flere, siger Per Mølgaard Thorsen, partner i ProOffice, der blandt andet tilbyder Microsoft Office gennem e-learning.

Han mener ikke, at e-learning kan stå alene, medmindre der er tale om uddannelse i relativt simple arbejdsgange. Jo mere kompliceret, jo større er behovet for flere forskellige former for undervisning.
- Blended learning er nødvendig, fordi man mangler den intelligente interaktivitet i ren e-learning. Brug af multimedier vil blive mere og mere udbredt. E-learning egner sig især til applikationstræning, altså øvelser i at bruge programmer, hvor rammerne er faste, og svarmulighederne er konforme, siger Per Mølgaard Thorsen.
Derfor skal man ikke længere betragte e-learning som en selvstændig enhed, men som en del af en samlet uddannelsesindsats, mener Karsten Fogh Ho-Lanng, nordisk research manager hos IDC.
Analysehuset IDC, der følger udviklingen i it-markedet, har også en finger på e-learning-pulsen. Herfra lyder meldingen, at der er liv i e-learning, men at det som selvstændigt område ikke længere trækker så megen opmærksomhed, at IDC finder det nødvendigt at foretage nye analyser af udviklingen. Og det er faktisk et sundhedstegn.
- Det er et klart udtryk for en modning af e-learning-markedet. Det er det samme, vi har set med e-handel, som vi i dag også bare betragter som handel, uanset at det tilfældigvis går igennem onlinekanalen.

IDC's bud på udviklingen er, at e-learning i stadig højere grad vil optræde som en del af integrerede uddannelsesløsninger, siger Karsten Fogh Ho-Lanng. De seneste tal fra IDC forudsiger, at markedet vokser med 29 procent om året frem til 2007.
- Men e-learning er måske allerede et forældet udtryk. It er jo en forudsætning for læring, mener Gustav Piper, administrerende direktør i e-learning-firmaet Mercantilius.
At e-learning er blevet et naturligt element i mange virksomheders uddannelsesprogrammer, understreges i undersøgelsen "E-learning Monitor 2005", som Institut for Konjunktur-Analyse gennemførte sidste år. I undersøgelsen deltog 300 store og mellemstore private og offentlige virksomheder, der har brugt e-learning inden for de seneste to år.

Ud fra svarene konkluderer Institut for Konjunktur-Analyse, at selvom e-learning-markedet er præget af stagnation, hvad angår antallet af nye brugere, har mange virksomheder i dag en platform til at afvikle e-learning på.
Samtidig vil halvdelen af de nuværende brugere anvende e-learning mere fremover.
De 300 virksomheder, som instituttet har talt med, spenderede i 2004 i omegnen af 65 millioner kroner på e-learning, og det tal vil stige, mener Institut for Konjunktur-Analyse, der pointerer, at beregningerne er behæftet med nogen usikkerhed.
Undersøgelsen viser også, at det primært er det administrative personale (78 procent), der får undervisning via e-learning.
Blandt de barrierer, som de fleste virksomheder støder på, når de underviser ansatte via e-learning, er det manglende sociale aspekt. 6 ud af 10 har dog gode erfaringer med e-learning.

Boks:
Pipers huskeseddel ved indkøb
af e-learning
Hvis man tager følgende punkter med, når man overvejer sin projektplan, er man godt på vej til et vellykket e-learning-projekt ifølge Gustav Piper, administrerende direktør i
e-learning-firmaet Mercantilius.
Det er naturligvis den meget korte sandhed, og under hvert punkt gemmer der sig rigtig mange overvejelser, understreger han.

Konceptudvikling - Konkrete mål: Hvem skal lære hvad og hvordan?

Forankring - Det er en forudsætning, at der er opbakning fra ledelsesniveau.

Ressourcer - Sørg for tilstrækkelige ressourcer, herunder teknisk platform og inddragelse af eksterne kompetencer.

Pædagogisk kompetence - Vælg undervisningsform for eksempel brug af "blended learning".

Portfolio - Opsamling af den enkeltes læringsaktiviteter. Vær bevidst om udvikling og motivation for den enkelte medarbejder.

Økonomi - E-learning er ikke billigere end traditionel undervisning, men langt mere fleksibel.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere