Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 13. januar 2006.
It-ordførerne Michael Aastrup Jensen (V) og Morten Østergaard (R) er fast
besluttede på, at trimningen af markedet for offentlige it-løsninger og effektiv it-governance skal på flere politikeres dagsorden.
Den forsvinder hurtigt i teknikaliteter - den it-politiske dagsorden. Og selvom programmet for onsdagens høring om markedet for offentlige it-løsninger næsten var en invitation til endnu engang at lade de mange organisatoriske problemer og den teknologiske kompleksitet få overtaget, så er to af høringens arrangører overbeviste om, at det er første nødvendige skridt mod at fjerne håndskyheden over for it i den politiske diskussion.
It-ordførerne fra henholdsvis Venstre og Det Radikale Venstre, Michael Aastrup Jensen og Morten Østergaard arrangerede sammen med interesseorganisationen Dansk IT høringen for at kickstarte diskussionen om markedet for offentlige it-løsninger.
De to ordfører kom begge i Folketinget ved valget for knap et år siden og finder det helt afgørende, at den offentlige sektor overtager de sider fra den private sektors it-strategier, der handler om skarp konkurrence mellem leverandørerne og effektiv it-governance.
- Ikke så langt ude i fremtiden er vi nødt til at have en offentlig sektor, der kan gøre mere med mindre, og lige nu er der intet, der tyder på, at for eksempel de kommuner, der har investeret mest aggressivt i digitalisering får lavere administrationsudgifter. Det er ikke godt nok. Vi skal styre udviklingen langt bedre og udnytte det danske it-forspring til at komme videre, siger Morten Østergaard.
Den radikale it-ordfører understreger, at emnet er så vigtigt, at det ikke kan overlades til embedsværket - der er brug for politiske initiativer. Det er it-ordføreren fra det store regeringsparti Venstre enig i. Michael Aastrup Jensen - der endnu ikke er fyldt 30, men siden 2002 har været borgmester i landets sjettestørste kommune Randers, og inden da var salgs- og marketingskoordinator i it-virksomheden ProInfo A/S - ser dog et afgørende problem:
- Når jeg kommer rundt i landet og taler it med både lands- og lokalpolitikere, så er der mange, som slet ikke aner, hvad jeg taler om. De er vant til at forholde sig til skåltalerne om, at Danmark har en it-førerposition, men kan ikke forholde sig til de mange store komplekse problemer, som effektiv it-governance omfatter, siger Michael Aastrup Jensen.
Den radikale Morten Østergaard er også 29 år og var indtil sidste år markedschef i virksomheden Dafolo, der blandt andet leverer administrationsløsninger til den offentlige sektor. Han vil som sin kollega fra Venstre bruge høringen som afsæt til at få sat it-governance i den offentlige sektor på flere politikeres dagsorden og dermed fokus rettet mod, hvor stor betydning effektiv investering, styring og anvendelse af it har for, at Danmark kan udbygge det it-forspring, som undersøgelser fra internationale analysehuse og politiske organisationer viser, at landet stadig har.
- Hvis man kan lære af sine fejltagelser, så kig på de elektroniske patientjournaler (EPJ). Den politiske beslutning om at ville have EPJ fra en bestemt dato, var det rigtige politiske initiativ. Men det lykkedes ikke, fordi de forretningsansvarlige kom for sent med i projektet, så governance-modellen holdt ikke, siger Morten Østergaard.
Både Morten Østergaard og Michael Aastrup Jensen ser mere konkurrence på markedet for offentlige it-løsninger, som en løftestang for en udvikling mod mere it-governance.
Begge er optaget af at stække det offentlige it-hus KMD's rolle på det kommunale marked og sikre, at flere små danske og store udenlandske leverandører kommer ind på markedet og dermed præger både politikere og embedsmænd.
Ordførerne understreger, at det ikke er en politisk diskussion, som bare kan ligge og modne. De er begge dybt bekymrede over udsigten til, at Danmark forpasser chancen for at bruge kommunesammenlægningerne til at gennemføre kvantespring i digitaliseringen af den offentlige sektor på grund af manglende konkurrence på markedet for offentlige it-løsninger og mangel på effektiv it-governance.
Billedtekst:
Mere med mindre - Ikke så langt ude i fremtiden er vi nødt til at have en offentlig sektor, der kan gøre mere med mindre, mener den radikale Morten Østergaard. Foto: Torben Klint
Billedtekst:
komplekse problemer Mange politikere aner ikke, hvad Michael Aastrup Jensen taler om, når han taler om it.
Foto: Bo Amstrup