Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 13. januar 2006.
Næsten halvdelen af deltagerne i Computerworlds læserundersøgelse er tilfredse med de deadlines, som it-projekter har i deres virksomheder.
Overholdelse af aftaler - herunder deadlines for it-projekter - har stadig en fremtrædende plads på listen over barrierer for succesfuld implementering af it. Det fremgår blandt andet af publikationer som "IT i Praksis" fra Rambøll Management og Dansk IT
Men de 3.000 deltagere i Computerworlds IT-Analysen 2005 er anderledes tilfredse med deadlines ved it-projekter. Knapt 44 procent erklærer sig enig eller helt enig i udsagnet om, at deres virksomhed/organisation som regel arbejder med realistiske deadlines.
Det overrasker Paul Lysholdt Rasmussen, der driver virksomheden Lysholdt Consulting A/S, som leverer projektledelse i forbindelse med it-projekter. Desuden er han i regi af interesseorganisationen Dansk IT stifter af tre netværk for projektledere - de såkaldte Projektlederklubber.
- Jeg kender da til en del undersøgelser, som netop viser, at mange projekter er forsinkede. Og branchen er jo ikke blevet mere moden i takt med de mange nye teknologier, som øger kompleksiteten og gør det nemmere at ramme ved siden af, siger Paul Lysholdt Rasmussen.
Men en del af forklaringen på dette paradoks kan efter hans mening findes i den øgede interesse for arbejdet med projektledelse. It-projekter bliver styret langt bedre, og forventningerne bliver afstemt mellem projektdeltagerne og kunder undervejs.
- For et halvt år siden afleverede jeg selv et stort projekt, som set i forhold til det oprindelige udgangspunkt var meget forsinket. Men set i forhold til de justeringer, der blevet foretaget undervejs, var forsinkelsen ikke særlig stor, siger Paul Lysholdt Rasmussen.
Han er også censor i forbindelse med certificering af projektledere, og oplever en stærk interesse for at professionalisere projektarbejdet i it-organisationerne. Samme tendens ser han i Dansk IT's netværksarbejde for projektledere, hvor de tre projektlederklubber nu har 70 medlemmer.