Få it-firmaer har som Alienware stået for en kompromisløs jagt på den højeste ydelse - kombineret med et lige så kompromisløst design.
Den kombination var i 2006 for meget for Dell, som fik pungen op af lommen og købte Alienware.
Det har hverken gjort Alienware-modellerne blødere, billigere eller mere tilgængelige i Danmark. Indtil nu.
For nu har Dell Danmark fået, meget lille, besøg fra rummet. Det sker med lanceringen af den potente bærbare Alienware M17x computer.
M17x leveres med mulighed for at vælge Intels fabriks-overclockede Core 2 Extreme Quad-core-processor, op til otte gigabyte DDR3 RAM, op til en terabyte harddiskplads, og de nyeste grafikkort som GTX280M - alt sammen i et aluminiumskabinet, der fås i Space Black eller Lunar Silver.
Dell Danmark har desværre pt. ingen planer om at tage flere Alienware-modeller til Danmark, men fortsætter i stedet deres XPS-linje. Så er du på udkig efter de mindst lige så kraftige stationære modeller, skal du til England.
Den danske pris starter på 16.990 inklusive levering. Du kan se mere om M17x på allpowerful.com.