En hæderlig leder

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 30. september 2005.


Søren Bauer har taget hele turen fra datamatikerstuderende, der sådan lige udviklede sit eget ERP-system, til udviklingsdirektør i Gatetrade.net.
Udvikling Hånden op: Hvor mange har selv lige udviklet et lille ERP-system?
Sidder Damgaard-brødrene og Jesper Balser i forsamlingen, er der i hvert fald tre, der kan række hånden op.
Men det kan Søren Bauer også.
I 80'erne læste han til datamatiker og havde et studenterjob hos virksomheden DanTape.
Den eksisterer ikke mere, men Søren Bauer programmerede egenhændigt et kunde-, lager- og faktureringssystem til firmaet.
- Ingen ville bede om at få udviklet et økonomisystem fra bunden i dag. Jeg havde ingen drømme om at blive iværksætter, og dengang var det en måde at tjene penge på i studietiden. Jeg ville bare lære, så jeg tog job, hvor jeg kunne komme til det, fortæller Søren Bauer.
Den indgang til arbejdsmarkedet har sendt ham mange steder hen. Efter studietiden var han it-konsulent i det daværende Postgiro, og snart efter ansat i Kolding Kommune som datamatiker.
Hørsholm-drengen havde aldrig været i Kolding før, men han flyttede til Jylland, og fik snart nyt job i Skive Kommune, som skulle have skiftet hele sin it-infrastruktur.
Sideløbende med sit kommunale job byggede og solgte han pc'er og hjælpeudstyr til handicappede pc-brugere.
Hæderlig leder hen ad vejen
- Jeg havde ikke de vilde drømme om ledelsesansvar. Det er kommet hen ad vejen, og med årene er jeg nok blevet en hæderlig leder. Jeg kan lide at have stor indflydelse på min hverdag og de produkter, jeg arbejder med, siger han.
Søren Bauer tog en række kurser i coaching, da han i en periode på to år var it-udviklingschef i Økonomistyrelsen.
- Jeg er meget opmærksom på min rolle som leder. Jeg kan uddelegere alt og er en leder, der coacher. Man skal selvfølgelig være klar til at blive coachet, så det kræver en speciel type medarbejdere, siger han.
Han mener, at en leder skal have høj integritet og forsøge at reagere på samme måde hver gang.
I sit nuværende job i Gatetrade.net ansætter han kun folk, der er dygtigere end ham selv, siger han. Og der skal være plads til primadonnnaer.
Når folk er dygtige og ærgerrige har de ofte også et stort ego. Det skal man kunne håndtere som leder, mener han.
- De ledere, der snakker højest om, at virksomhedens ansatte skal være "hele mennesker", er desværre ofte nogle slavepiskere med rent X-menneskesyn - altså hvor medarbejderne er en variabel omkostning, siger Søren Bauer.
Det er ledere, som ikke reelt bekymrer sig om deres medarbejderes liv uden for arbejdspladsen, og som dybest set forventer, at medarbejderne ikke har et liv uden for arbejdspladsen.
- Derfor er det smukke og rigtige begreb "hele mennesker" blevet reduceret til blot endnu et buzz-word. Det er en stor skam, erklærer han.
Men i erhvervssammenhæng er der i Søren Bauers bevidsthed kun én ting, der virkelig tæller: Tilfredse kunder.
- Jeg er jo ikke her for at være leder, og de ansatte er her ikke for at blive ledet. Vi er her for at lave produkter, kunderne kan bruge, siger han.
Tilbud, man ikke kan afslå
En ting er at søge udfordringer i forskellige job for at lære. En anden er, at der også skal mad på bordet.
To gange i sin karriere er Søren Bauer blevet præsenteret for jobtilbud, han ikke kunne sige nej til.
Første gang var hos it-konsulenthuset Fischer & Lorenz, i dag Devoteam. Her var han i to år og udviklede et migreringssystem til Birkerød Kommune og arbejdede som drifts- og projektleder under FN's udviklingsprogram, UNDP (United Nations Development Program). Spændende arbejde med skattefri betaling.
Det andet uafslåelige tilbud kom fra Ib Kunøe. Han havde købt e-handel-virksomheden Gatetrade.net og havde brug for en chef med sans for udvikling og kode.
- Ib Kunøe ringede og spurgte, om jeg ikke havde lyst til at komme forbi til en kop kaffe. Da jeg kom, havde han kontrakten parat. Den kunne jeg ikke sige nej til, fortæller Søren Bauer.
Det er til oktober netop et år siden, han startede hos Gatetrade.net, der blandt andet administrerer statens e-handels-løsning, Den Offentlige Indkøbsportal (DOIP).
Fra møgunge til artig-Verner
Søren Bauer er 41 år, har kone og to børn og stort set ingen fritid.
Han arbejder 12 timer om dagen. Til gengæld er han som regel på arbejde inden klokken 6. Og når han holder fri, holder han fri, siger han.
Som medlem af sine børns skoles bestyrelse bruger han en del af sin tid på at være med til at sætte rammerne for den fremtidige generation.
Han er faktisk med i to skolebestyrelser. I Helsingør Kommune, hvor Søren Bauer bor, findes en skole for børn med specielle behov. Dem, man i gamle dage kaldte problembørn. Her sidder Søren Bauer også.
- Hvis den slags skoler havde eksisteret, dengang jeg var barn, havde nogen nok fundet på at sætte mig i sådan en.
I folkeskolen var Søren Bauer selv noget af en rod. Han blev erklæret uegnet til gymnasiet. En engelsklærer i 10. klasse ændrede hans liv, da hun og Søren en dag tog en tudetur sammen, hvor hun grædende erklærede, at han spildte sine evner.
- Fra den dag ændrede jeg mig, og jeg var et dydsmønster i gymnasiet. Jeg tænker tit på min gamle lærer, Kirsten Ewers.
Han er ikke utilbøjelig til at svare ja på spørgsmålet, om han er en idealist.
- Lidt i hvert fald. Jeg sidder blandt andet som lægdommer. Her har man - ganske vist begrænset - mulighed for at anlægge en menneskelig vinkel på de sager, der behandles. Det har jeg det godt med.

Billedtekst:
- Jeg er jo ikke her for at være leder, og de ansatte er her ikke for at blive ledet. Vi er her for at lave produkter, kunderne kan bruge, siger Søren Bauer, udviklingsadirektør i Gatetrade.net.
Foto: Søren Weile/
Gatetrade.net




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Despec Denmark A/S
Distributør af forbrugsstoffer, printere, it-tilbehør, mobility-tilbehør, ergonomiske produkter, kontor-maskiner og -tilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere