Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 30. september 2005.
Universiteterne kan noget, som selv giganter som Nokia gerne vil have del i. Men det er ikke uden besvær, fortæller forskningschef.
Med et budget på 28 milliarder kroner til forskning og udvikling og 20.000 ansatte dedikeret til opgaven, skulle man tro, at Nokia var meget godt dækket ind på den front. Faktisk har to ud af tre af samtlige Nokias ansatte en akademisk uddannelse. Så hvorfor er det nødvendigt at samarbejde med universiteterne?
- Det overordnede mål er en ny tankegang: Forskerne på universiteterne kan tænke mere frit og tage mindre hensyn til markedet, og det er nødvendigt for at være innovativ. Mit problem er, at når jeg beder mine folk om at tænke kreativt, så vil de ubevidst være mere forsigtige og tænke på, hvad der gavner virksomheden. Jeg har brug for folk, der svarer mig imod, siger Karsten Vandrup, forskningschef hos Nokia.
Dem kan universiteterne levere, ligesom det er nemmere at få ærlige svar fra brugerne, når det er en neutral part, der stiller spørgsmålene og ikke en kommerciel virksomhed med bestemte produkter på hylderne. Det begrænser nemlig svarene:
- Man taler meget om brugerdreven innovation for tiden, men når vi spørger brugerne, om de kunne tænke sig den og den funktion eller dims, svarer de altid nej, siger Karsten Vandrup. De kan ikke tænke så langt frem, når de tager udgangspunkt i deres mobiltelefon.
Han ser også projekter med universiteterne som en mulighed for at holde et vågent øje med, hvad der rører sig i undervisningen på stedet. Så har han styr på, hvad de nyuddannede ingeniører kan, når de søger job.
Til gengæld kan de mere praktiske sider af samarbejdet volde besvær.
- Det er hulens svært at skrive en kontrakt med universitetet, hvis der ikke er praksis for det på stedet. På det område møder jeg ofteproblemer, siger Karsten Vandrup.
Og fordelingen af rettighederne til nye opdagelser giver også anledning til problemer.
- Vi er nødt til at have de intellektuelle rettigheder på det, der måtte komme ud af samarbejdet. Universiteterne vil gerne have rettighederne, men de har altså ikke midlerne til at forsvare et patent, hvis det bliver brudt af andre, og så er det værdiløst. Startgebyret for sådan en retssag er en million dollars, forklarer Karsten Vandrup. Løsningen kunne være delt ejerskab af resultaterne, en konstruktion, der bliver mere og mere almindelig.
Helt basal professionalisme savner Karsten Vandrup også af og til på universiteterne og nævner et skrækeksempel på det modsatte: fortrolig information fra en virksomhed sivede over til et andet projekt på universitetet, hvor konkurrenten kunne lægge ører til det.
- Sådan noget må bare ikke ske, siger Karsten Vandrup.
Mere Ørestad side 33
