Manden, der skal indtage Norden

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 3. juni 2005.


Lederen af den danske afdeling af printforhandleren Ikon gør det så godt, at han nu skal stå i spidsen for Ikons vækstambitioner på det nordiske marked.

GRÆNSEOVERSKRIDENDE 
Verdens største print- og kopiforhandler, Ikon, har travlt. Og ikke mindst i Danmark har Ikon år efter år kunnet opvise en vækst, der har skabt opmærksomhed langt ud over landets grænser. De seneste tre år er Ikons danske afdeling blevet hædret med betegnelsen "Bedste europæiske land" af Ikon. I regnskabsåret 2003/2004 blev den danske forretning betegnet som den bedste i hele verden.
Cathy Lewis, marketing- og strategidirektør i Ikon Office Solutions Inc., er faktisk så glad for den danske landechef, Henning Rudbech, at han nu er valgt til at stå i spidsen for Ikons ekspansion i Norden. Han skal først skabe et brohoved i Stockholm og siden kontorer i Norge og Finland.
- Henning Rudbech har gjort et fantastisk arbejde og leveret fremragende resultater, som vi nu håber også at kunne få skabt i de øvrige nordiske lande, siger hun.
Cathy Lewis peger på Ikon-direktørens personlige egenskaber som afgørende for den danske succes.
- Henning har en enestående evne til at motivere og uddelegere ansvar til de ansatte og lade dem prøve nye ting, også mere end vi altid lige er klar over i hovedkvarteret, siger hun smilende.
Den danske Ikon-direktør er nærmest beklemt ved den rosende omtale og prøver at forklare den danske succes med dygtige medarbejdere.
- Og så er vores salgskoncept blevet utrolig godt modtaget hos kunderne, måske mere i Danmark end i noget andet sted i verden, siger Henning Rudbech.

Udvider markedet
Ikon har erkendt, at stort set ingen virksomheder kender de faktiske omkostninger ved print og kopiering. Derfor har Ikon udviklet et analyseprodukt, der dels ser på de nuværende omkostninger ved print og kopiering, dels kommer med anbefalinger til besparelser. Der er tale om et produkt, som kunderne køber, og som de er frit stillet til at tage med videre til andre leverandører eller vælge at ignorere.
- Men i cirka 90 procent af tilfældene vælger kunderne at gå videre med os som leverandør, tilføjer Cathy Lewis.
Ikon i Danmark har haft en betydelig vækst i indtjeningen de seneste år. I regnskabsåret 2002/2003 blev overskuddet på 900.000 kroner, mens det i 2003/2004 var steget til 4,1 millioner kroner. Ikons markedsandel ligger på 15 procent, hvilket hovedsageligt kommer fra salg af Ricoh-maskiner. Ikon sælger dog også printere fra Canon, Konica-Minolta og HP.
- I stedet for at slås om yderligere og dyre markedsandele, er det bedre at udvide markedet, og i Sverige har vi kun en markedsandel på to procent, så det vil være meget lettere at udvide vores forretning der, siger Henning Rudbech.

Fra bunden
Ikon fik dansk fodfæste, da koncernen i 1996 overtog den danske print- og kopiforhandler Eskofot. På samme måde har Ikon været på udkig efter forhandlere nær Stockholm, der kunne være interessante at overtage - men uden at finde nogen, fortæller Henning Rudbech.
- De svenske forhandlere er enten meget små eller også knyttet til en bestemt leverandør. Hvis vi skulle finde en forhandler, skulle den være rettet mod det professionelle marked og være åben for vores produktsortiment, og en sådan er vi ikke faldet over, siger han.
Derfor vil Ikon begynde fra bunden ved at oprette en forretning med salg af udstyr. Den vil dog få glæde af af, at en række nordiske virksomheder som eksempelvis Nordea allerede er kunder og derfor vil være en naturlig basis for den udvidede forretning.
En af de udfordringer, som Henning Rudbech forudser med det nye kontor i Stockholm, handler om virksomhedskultur.
- Hvor svenskerne gerne vil vende tingene og diskutere frem og tilbage, til de er helt sikre på, hvad en beslutning indebærer, er danskerne nok betydeligt hurtigere på aftrækkeren og standser måske først senere op og ser, om de bevæger sig den rigtige vej, men jeg er nu sikker på, at den samlede organisation vil få glæde af hinandens styrker og svagheder, siger han.
Henning Rudbech forventer allerede i år at have oprettet den svenske organisation og fundet et egnet sted at bo.

Billedtekst:
- I stedet for at slås om yderligere og dyre markedsandele er det bedre at udvide markedet, siger Ikon Office Solutions' danske chef, Henning Rudbech, der nu skal lede Ikons ekspansion på det nordiske marked.

Boks:
Nu i eget navn
Som noget helt nyt i Europa vil Ikon også til at sælge maskiner under eget navn - i første omgang to multifunktionsmaskiner, der kan printe i farver. Teknologien vil komme fra Konica-Minolta, men der vil stå Ikon på kabinettet, og Ikon vil også servicere og vedligeholde maskinerne. Det bliver dog ikke til hverken private eller virksomheder med et lille print- eller kopibehov, som Ikon vil henvende sig. Det skal være virksomheder, der i professionel sammenhæng har brug for en rigtig arbejdshest til produktion af print, som man måske tidligere fik produceret ude i byen.
- Vi er meget spændte på at følge modtagelsen. Jeg tror, både markedet og teknologien er modent til farveprint også i organisationer, der ikke professionelt beskæftiger sig med grafisk produktion. Vi har med vilje valgt en meget robust maskine, der kan tåle at stå i et produktionsmiljø, fortæller Cathy Lewis, der er marketing- og strategidirektør i Ikon Office Solutions Inc.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Højer og Lauritzen ApS
Distributør af pc- og printertilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Send dine legacysystemer på pension og invitér standardløsninger indenfor

Legacysystemer er rygraden i mange organisationers it-infrastruktur, men før eller siden er det tid til at sige farvel og skifte til en eller flere standardløsninger. Vi udforsker scenarier og muligheder, der gør det muligt at rykke videre. Hvad er businesscasen? Hvilke krav stiller skiftet til din forretning og jeres processer? Hvordan

08. oktober 2024 | Læs mere


Dynamics 365 & Business Central - AI og branchemoduler

Udforsk, hvordan du kommer godt i gang med Business Central, får hjælp til at tilpasse platformen til dine behov og får mest ud af din ERP-løsning med begrænsede ressourcer.

23. oktober 2024 | Læs mere


Årets CISO 2024

Vær med når Computerworld, Dansk Erhverv og Rådet for Digital Sikkerhed tager temperaturen på trusselslandskabet lige nu, og giver dig overblikket over de nyeste trusler, de mest aktuelle tendenser og de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

24. oktober 2024 | Læs mere