220.000.000 kroner på tre uger

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den IT-Branchen d. 21. januar 2005.


Forretningsmanden Ib Kunøe hentede på papiret over 220 millioner kroner på de første tre ugers ejerskab af Columbus IT. Nu gælder det om at bevise, at aktien vitterlig hører hjemme i de højere luftlag.
KUNØE-EFFEKTEN Det er kommet helt bag på forretningsmanden Ib Kunøe, at hans interesse for det danske børsnoterede it-selskab Columbus IT Partner har fået nærmest hysterisk opmærksomhed på den københavnske fondsbørs. Da han den 22. december sidste år sikrede sig en tredjedel af aktierne for 15 millioner kroner, var den officielle kurs nede i en fem-seks stykker, men tre uger efter ligger den omkring 18 og har på et tidspunkt også været over 23, gør Kunøe opmærksom på og tager skrivebordsregneren frem.
- I papirpenge betyder det, at de 12,7 millioner aktier, jeg i dag ejer, er over 220 millioner kroner værd, hvilket vel ikke er så galt endda, bemærker han med et smil. Siden interviewet er værdien ganske vist røget under de 200 millioner, men mon ikke hr. Kunøe fortsat smiler lidt?
Ib Kunøe havde ikke forestillet sig i sin vildeste fantasi, at tilliden til hans magiske virksomhedsevner i den grad ville få markedet til at tro på Columbus' fremtid:
- Jeg er blevet noget overrasket, men det må vel skyldes, at folk har set, hvad jeg har været i stand til at gøre tidligere. Nu gælder det bare om at bevise for aktionærerne, at det det så også er det rigtige kursniveau.
Parat med flere penge
Men overtagelsen af indflydelsen i Columbus fra Nordea og grundlæggeren, Michael Gaardboe, sidste år var ikke ment som en vennetjeneste eller et nyt koryfæ til den lange række af porteføljevirksomheder, som Kunøes investeringsselskab, Consolidated Holdings, har investeret i siden 1990.
- Det er et fantastisk firma med en utrolig dygtig ledelse, men de havde bare ingen penge at arbejde med, siger han.
Ib Kunøe smed 34 millioner kroner i Columbus med det samme som startkapital til forandringsprocessen, men han understreger, at hvis det viser sig at blive nødvendigt, kan flere penge blive tilført.
- Men Columbus har et positivt cash-flow i 2005, så jeg er næsten sikker på, at med de 76 millioner, der minimum kommer ind ved emissionen, og de 34 millioner i startpenge, så vil det være tilstrækkeligt.
Genistreg
Så går strømmen i mødeværelset på 7. sal i Bøje Nielsens gamle kontorhus i Avedøre, der blandt andet huser Gatetrade.net, som Kunøe overtog i sommeren 2004 og som denne mandag morgen har besøg af den entreprenante bestyrelsesformand. Men Kunøe taler videre.
- Kan du se, hvad du skriver? spørger han hensynsfuldt, men trods tæt tåge udenfor, slipper der nok lys ind i lokalet, til at hånden og blokken kan finde hinanden.
- Målet med Columbus er jo, at vi skal blive endnu større. Vi er i øjeblikket den største Microsoft-samarbejdspartner for Axapta og er til stede i 25 lande. Det er klart en førerposition, som vi skal udnytte, fortsætter han.
Senest har Ib Kunøe hyret Microsofts strategiske direktør Vladislav Martynov som ny koncerndirektør efter Carsten Dilling, der har stået i spidsen for Columbus i godt tre år.
- Det er alle tiders mulighed, hvis man kan accelerere og være med. Men du skal vide, hvilken vej Microsoft går, og der er det ikke nok kun at være gode venner. Så er det godt at have fået deres strategidirektør om bord. Så ved vi i det mindste, hvad der skal ske de næste fem år, lyder det begejstret fra Columbus-formanden.
Ind på brystvorterne
Ib Kunøe har samlet masser af rådgivningserfaring fra sine over 25 år i spidsen for managementfirmaet Mercuri Urval og fra etablering af adskillige danske selskaber:
- Du må ikke ryste på hånden, og man kan spørge sig selv, om man ikke lider af selvovervurdering, og det er nok sådan
- Kunøe banker under bordet - at jeg har været heldig mange gange og uheldig væsentligt færre gange, og på et tidspunkt tror man på sig selv og tror på, at man kan gøre en forskel.
Ib Kunøes hemmelige våben er først og fremmest, at han godt kan lide at komme tæt ind på organisationen og de ansatte.
- Jeg kan godt lide at have folk helt inde på brystvorterne og snakke rent ud af posen. Jeg kan godt høre, hvad der er op og ned på de forskellige managementord. Så kompliceret er livet heller ikke. Og så har jeg penge i baglommen, tilføjer han og smiler endnu en gang.
Tjuhej
For Ib Kunøe er det centrale ved en virksomhedsovertagelse, at der er mulighed for forandring. En interessant virksomhed må med Kunøes ord ikke være en "going out of business business".
- At lede en virksomhed hænger snævert sammen med ens personlighed. Man er nødt til at vælge de opgaver, der passer til ens personlighed. Nogle virksomheder går stille og roligt, men hvad skulle jeg lave der? Jeg skal kunne påvirke nogle mennesker, være med til at begejstre, sætte noget i gang - tjuhej. Det er det, jeg synes, der er sjovt. Det er jo ikke pengene. Jo, og så alligevel, for det er en målestok for, om det går godt, siger han.
Strømmen vender tilbage i mødelokalet på 7. sal. Tågen letter, og mødet er slut.
- Jeg kan godt lide at male og lave skulpturer, men der kommer hele tiden noget forbi, der gør, at jeg skal lave noget andet, er den sidste kommentar.

Billedtekst:
- Jeg kan godt lide at male og lave skulpturer, men der kommer hele tiden noget forbi, der gør, at jeg skal lave noget andet, siger formanden for blandt andet Columbus IT Partner, Ib Kunøe. Med overtagelsen af stemmemajoriteten i Columbus har han netop sikret sig
en arbejdsuge på yderligere 50 timer




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ciklum ApS
Offshore software- og systemudvikling.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Send dine legacysystemer på pension og invitér standardløsninger indenfor

Legacysystemer er rygraden i mange organisationers it-infrastruktur, men før eller siden er det tid til at sige farvel og skifte til en eller flere standardløsninger. Vi udforsker scenarier og muligheder, der gør det muligt at rykke videre. Hvad er businesscasen? Hvilke krav stiller skiftet til din forretning og jeres processer? Hvordan

08. oktober 2024 | Læs mere


Dynamics 365 & Business Central - AI og branchemoduler

Udforsk, hvordan du kommer godt i gang med Business Central, får hjælp til at tilpasse platformen til dine behov og får mest ud af din ERP-løsning med begrænsede ressourcer.

23. oktober 2024 | Læs mere


Årets CISO 2024

Vær med når Computerworld, Dansk Erhverv og Rådet for Digital Sikkerhed tager temperaturen på trusselslandskabet lige nu, og giver dig overblikket over de nyeste trusler, de mest aktuelle tendenser og de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

24. oktober 2024 | Læs mere