Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 12. november 2004.
De første erhvervsbrugere af 3G er typisk virksomheder, der har behov for at hente større mængder data trådløst.
tema om 3G
Det er først og fremmest virksomheder, der vil bruge mobilnettets dataoverførselsmuligheder til mere end blot at tjekke e-mail af og til.
- Jeg skal have en god forbindelse til at hente forholdsvis tunge PDF-filer. Det har jeg fået med 3G, og dermed kan jeg arbejde fra en stor kassevogn, som jeg har indrettet som rullende kontor, siger Søren Gimand, der driver enmandsvirksomheden IT-Grafik.
Søren Gimands virksomhed producerer brochurer og andre tryksager for virksomheder og organisationer, og han tager ofte ud til kunderne med sit rullende kontor for at gøre produkterne færdige sammen med kunderne. Det kræver, at han kan modtage korrektur-filer fra trykkerierne, og derfor benytter han en 3G-telefon som modem til den bærbare pc via et kabel.
- Det har gjort, at jeg kommer langt mere ud. 3G-dækningen er generelt god i Storkøbenhavn, selv om den halter lidt i Birkerød, hvor jeg bor, siger han.
Hjulpet i gang
For Søren Gimand, der som enmandsvirksomhed ikke kan støtte sig til en it-afdeling, havde det betydning, at mobilselskabet "3" sendte en medarbejder ud, der satte hans nye telefon op og førte numrene over fra den gamle mobiltelefon.
- Jeg skulle ikke stå i en butik og modtage instruktion med andre kunder hængende over skulderen, og jeg blev ikke efterladt alene med problemerne. Det var jeg lidt imponeret af, siger han.
Derimod er han ikke så imponeret af priserne på 3G-telefoni.
- Det er lidt pebret med priser omkring otte kroner pr. Mbyte, og beregningen er ikke let gennemskuelig. Jeg havde også 3G-telefonen med på en tur til Sverige, og det var dyrt, siger han.
Som på kontoret
For andre virksomheder kan det være et problem, at der endnu udelukkende er dækning i byområderne. Således benytter virksomheden Jungheinrich, som sælger og udlejer nye og brugte gaffeltruck og løftevogne, i øjeblikket blot to 3G-telefoner og to pc-kort til 3G. Virksomhedens teknikere og sælgere skiftes så til at benytte disse, når de skal ud til kunder, der er placeret i områder, hvor der er 3G-dækning.
- Hastigheden er afgørende, når vores medarbejdere skal downloade serviceprogrammer ude hos kunderne. Det fungerer fantastisk, når 3G-dækningen er der. Så kan de ofte hente programmerne på stort set den samme tid, som det tager på kontoret. Når vi ikke har 3G-telefoner til alle vores 35 medarbejdere, der tager ud i marken er det fordi, der ikke er 3G-dækning overalt, siger it-chef Jörn Fichter fra Jungheinrich.