Digitalisering gør jobbet sjovere

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 29. oktober 2004.


DIGITAL PERSONALELEDELSE: Digital ledelse kombineret med god personaledelse gør arbejdet mere spændende for alle personalegrupper. Årets personaleleder i staten, Jytte Tandrup Christensen, forener de to discipliner i Center for KundeKontakt hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Ikke alene er Erhvervs- og Selskabsstyrelsen en af de offentlige arbejdspladser, der har ry for at være langt fremme i skoene med digitalisering og projektorienteret arbejde.
Som en yderligere fjer i den hat, der tiltrækker og fastholder dygtige og ambitiøse medarbejdere, er en af styrelsens ledere, kontorchef Jytte Tandrup Christensen, netop udnævnt til årets personaleleder i staten.
En af de medvirkende årsager til, at netop hun fik prisen, var, at hun scorede eventyrligt højt på den seneste medarbejdertilfredshedsundersøgelse, som jævnligt udføres blandt medarbejderne i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Kend medarbejderne godt
Selv om Jytte Tandrup Christensen ikke er styrelsens personalechef, vejer det tungt for hende at kende hver eneste medarbejder godt.
- Det vigtigste for en leder overhovedet er at være i stand til at motivere hver eneste medarbejder. For at kunne det, må man kende dem så godt, at man ved, hvad der er det vigtigste for hver enkelt. Det er et must i god personaleledelse, siger Jytte Tandrup Christensen, der har godt 50 medarbejdere direkte under sig.
Det næstvigtigste for en god leder er troværdighed, mener hun.
- Medarbejderne skal kunne stole på chefen. Man må som chef være åben og reel og gøre, hvad man siger, og sige hvad man gør. Det holder i længden. Det er afgørende for, at medarbejderne er så trygge ved en, at man kan få en ordentlig dialog, siger årets personaleleder.
Hun beskriver sig selv som lettere debil på it-siden, men agerer alligevel som forbilledlig digital leder, når it-projekterne rulles ud og overtager indberetningerne.

Alle får mere spændende arbejde
- Efterhånden som det lykkes for os, at kunderne betjener sig selv område for område, reviderer vi hele tiden opgaveporteføljen, så HK'erne overtager en del af de opgaver, som akademikerne tidligere har varetaget, siger Jytte Tandrup Christensen.
Ved systematisk at skære en skive af nedefra og flytte kompetencer har man opnået, at HK'erne har overtaget mange af de driftsopgaver, der trad itionelt blev løst af akademikerne. Akademikerne kan så koncentrere sig om at lave udvikling.
- På den måde har både akademikerne og HK'erne fået mere spændende job som følge af digitaliseringen. Vi måler på, hvilke opgaver medarbejderne bruger tid på, så det er også noget, vi kan dokumentere, siger Jytte Tandrup Christensen.
Udviklingen starter nederst i fødekæden hos de medarbejdere, der plejer at sidde ved telefonen og tage imod indberetninger og taste dem ind.

HK'er med i it-projekterne
- Når et område skal have indført selvbetjening, tager vi HK-personalet fra front-enden med ind som projektdeltagere. Det har to formål, for dels ved de, hvad kunderne plejer at spørge om og ikke kan finde ud af, og dels får de et helt fantastisk medejerskab til omlægningen af arbejdsgange, siger Jytte Tandrup Christensen.
Hun er helt sikker på, at metoden foruden indre accept af digitaliseringen hos medarbejderne også giver bedre selvbetjeningssystemer.
HK'ernes nye jobfunktioner bliver så mere helpdesk-agtige - og måske får de som supplement en skive af akademikerarbejdet.
- Fordi vi gennem årene har fået tilført opgaver udefra, for eksempel fra ToldSkat, har vi rigeligt med arbejde til medarbejderne. Selvbetjeningssystemerne har ikke gjort nogen medarbejdere overflødige, men er snarere en metode til at overleve at løse flere opgaver med det samme antal medarbejdere, siger Jytte Tandrup Christensen.

Ansøger-tække
De spændende arbejdsopgaver har medført, at der kommer flere og bedre ansøgere.
- Især yngre og nyuddannede akademikere tiltrækkes af ryet om at være på forkant med digitalisering. De hører om det på uddannelsesinstitutionerne, og det interesserer dem, så vi får flere og flere ansøgere, siger Jytte Tandrup Christensen.
Det tæller også på plussiden, at styrelsen er et politisk miljø, hvor der er dynamik og puls på, og hvor man som nyansat relativt hurtigt oplever at få indflydelse og påvirke udviklingen, mener årets personaleleder.
- Vi kan nok ikke altid konkurrere på lønnen, og arbejdstiderne er ikke kortere end i det private her, og vi har også tradition for, at efteruddannelse kan foregå såvel i som uden for arbejdstiden. Men til gengæld er der gode, ordnede forhold og løn under barsel som i resten af den offentlige sektor, siger Jytte Tandrup Christensen.

Billedtekst:
- Især yngre og nyuddannede akademikere
tiltrækkes af ryet for at være på forkant
med digitalisering, siger årets personaleleder
i staten Jytte Tandrup Christensen
fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
Foto: Torben Klint

Boks:
Årets personaleleder
Kontorchef i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for KundeKontakt Jytte Tandrup Christensen blev for nylig kåret til årets personaleleder i staten. Prisen er indstiftet af Personalestyrelsen i år med det formål at sætte fokus på og belønne god personaleledelse, fordi god personaleledelse er en afgørende forudsætning for at skabe effektive og attraktive arbejdspladser. Jytte Tandrup Christensen fik - foruden æren og en statue - et studielegat på 20.000 kroner.




IT-JOB
Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Fiftytwo A/S
Konsulentydelser og branchespecifikke softwareløsninger til retail, e-Commerce, leasing og mediebranchen.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere