Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 24. september 2004.
Odense-virksomheden Updater har ikke brugt en krone på markedsføring, men kunderne står alligevel i kø for at få fingre i selskabets softwareplatform, som det kalder en digital schweizerkniv.
Updaters administrerende direktør, Christian Gram, har svært ved at holde begejstringen tilbage, når han skal forklare, hvorfor et lille it-firma fra Ruggårdsvej i den fynske hovedstad indtager andenpladsen på listen over de dygtigste, danske forretningssoftware-firmaer.
- Jeg tror, forklaringen er, at vi samler alle virksomhedens forretningskritiske funktioner på en skræddersyet softwareplatform, som alle i organisationen - fra direktøren til lagermedarbejderen - rent faktisk bruger til daglig, siger Christian Gram.
Updater har hidtil levet en ret anonym tilværelse uden for mediernes bevågenhed og har, ifølge direktøren, aldrig brugt tid og penge på markedsføring.
- Vi har haft travlt siden etableringen for syv år siden, og vi har derfor ikke haft behov for markedsføring. Snakken går i it-branchen via den gode, gamle mund-til-øre-metode, og kunderne strømmer til, siger direktøren.
Updater er skudt voldsomt i vejret i de seneste par år, hvor antallet af medarbejdere er fordoblet. Derudover er selskabets egenkapital ikke længere negativ, hvilket ellers var tilfældet i en årrække. Selskabet er også begyndt at tjene penge.
Updaters software minder ved første øjekast meget om et Content Management System (CMS), men den betegnelse er Christian Gram ikke meget for.
- Vi har videreudviklet CMS-tanken, til hvad man kan kalde BMS - Business Management System. Vores software rummer alle funktioner - deraf kommer udtrykket den digitale schweizerkniv - og hjælper blandt andet virksomhederne med effektiv markedsføring, e-handel og intranet, siger Christian Gram.
Han mener, at mange virksomheder gør sig selv en bjørnetjeneste, når de køber sig fattige i dyre, halv-standardiserede CMS-systemer.
- CMS er i realiteten bare en form for Word på nettet. Det ser måske nok pænt ud, men produkterne er af så dårlig kvalitet, at virksomhederne ikke får nogen forretningsmæssig værdi ud af softwaren, hævder direktøren.
Han fortæller, at Updater primært går efter kædevirksomheder. Kundelisten omfatter blandt andre Profil Optik, Georg Jensen, Punkt 1 og værkstedskæden Bosch.
- Vi går dog ikke kun efter b2c-, men også b2b-kunder, så vi har også TDC Mobil og Brenderup Trailers blandt kunderne, siger direktøren.
I samarbejde med UPS
Updaters nyeste satsning er et samarbejde med transportfirmaet UPS, der i bogstaveligste forstand leverer varerne, mens Updater leverer et nyt stykke software. Softwaren skal holde snor i virksomhedernes beholdning af firmatøj, reklamemateriale, tasker og andet, så det hele tiden er på det rigtige sted i organisationen i den rigtige mængde.
Toptekst: Omlægger til .Net
I øjeblikket er Updater i færd med at omlægge al udvikling fra programmeringssproget ASP (Active Server Pages) til .Net. Selskabet har ansat fire udviklere, der arbejder fuldtids med det projekt.