Elementer til teknisk perfekt portal

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 17. september 2004.


Udvikling af enterprise portaler kræver, at man tager stilling til en række faktorer, der har betydning for, om implementeringen af portalen bliver en succes.
byggeklodser
- Portal-udvikling er nok kendetegnet ved, at slutresultatet er mere uoverskueligt end andre projekter.
Klaus Petersen, partner hos Alpha Solutions, har været arkitekt og teknisk projektleder for en række af Europas største webprojekter siden 1996. Blandt andet har han været med til at designe og opbygge et fælleseuropæisk teknisk set-up for Sonys corporate portal. Det seneste projekt, som havde brug for kompetencerne hos Klaus Petersen og hans kolleger fra Alpha Solutions, var virk.dk, da det blev omlagt fra en J2EE-platform til en .Net-baseret platform henover sommeren i år.
Fleksibel integration
Uanset hvilken teknologi, man vælger til at implementere sin portal, er der ifølge Klaus Petersen tre elementer, der skal indgå for, at portalen teknisk set kan leve op til kravene, der stilles til en portal i dag. Det første element er integrationsfleksibilitet.
- Integration er klart et vigtigt element, og i dag kan stort set en hvilken som helst teknologi og platform integrere. Det vigtige er imidlertid, at det skal være enkelt at integrere til nye systemer og informationer. Der skal være tænkt over metode og værktøjer til integrationsarbejdet, siger Klaus Petersen og fortsætter:
- Der dukker hele tiden ny information op i et nyt system, som kunden lige vil have krydsrefereret til anden information i et andet system. Her er det vigtigt, at det er rimeligt simpelt at integrere systemerne.
Michael Seifert, CEO for Sitecore, der leverede hovedparten af portalsoftwaren til det nye virk.dk, er enig med Klaus Petersen:
- Integration er alfa og omega for portaler. Virksomhederne får større og større behov for at få integreret deres backend-systemer ud på både extranet, intranet og internet. Standardiseringer som webservices, XML og SOAP, der foregår i regi af W3C, er ifølge Klaus Petersen noget af det vigtigste, der sker for at fremme integrationsfleksibiliteten. Den vigtigste egenskab ved disse standarder er, at de understøttes af alle teknologileverandører, så det netop bliver muligt at få forskellige it-systemer til at tale sammen på en enkel måde.
Model for rettigheder
Det andet vigtige element, som skal sikre en teknisk velfungerende portal, er en fornuftig måde at styre brugerrettigheder på.
- Det er vigtigt, at man har en god model til at håndtere og ændre rettigheder. Ved hjælp af brugerrettighederne styres, hvad den enkelte bruger har lov til at se. Hvis man ikke har check på det, giver portaltankegangen ingen mening, siger han og tilføjer:
- Set med portaltekniske briller er der i princippet ingen forskel på, om portalen udelukkende kører på et intranet eller på et extranet. Hvem der har adgang til at se oplysninger fra logistiksystemet, ERP-systemet og andre systemer styres ved hjælp af rettigheder.
Brugerrettigheder kan organiseres ved hjælp af brugerprofiler. Brugerprofilerne afspejler, hvad brugerne kan få adgang til, og hvad brugerne ønsker at se på portalen.
Michael Seifert mener, at brugerprofilerne skal sikre, at brugerne får en mere personlig og samlet oplevelse.
- Brugeren skal have kontrol over, hvad der bliver vist på siden. Ud fra brugerens profil vælges, hvilke informationer han ser på siden.
Forretningslogik i portalen
Et tredje element i den teknisk perfekte portal er muligheden for at anvende forretningsfunktionalitet i portalen og ikke kun nøjes med at blive præsenteret for information.
- Vi ser flere steder, hvor ERP-systemerne web-enables, så funktionaliteten fra ERP-systemerne gøres tilgængelige i browseren. Det gør det muligt at udføre transaktioner fra browseren og ikke kun få vist data, siger Klaus Petersen, der samtidig understreger, at det er vigtigt, at forretningslogikken kun ligger få steder. Forretningslogikken skal blot gøres tilgængelig fra portalen, ikke implementeres på ny.
J2EE- og .Net-arkitektur
Både J2EE- og .Net-arkitekturen giver mulighed for at opbygge en teknisk set perfekt portal. Klaus Petersen har arbejdet med begge arkitekturer og ser fordele og ulemper i begge.
- Traditionelt vælges J2EE til de transaktionstunge portalmiljøer, mens Microsoft .Net vælges til informationsintegrerende portalmiljøer. Opdelingen er nok historisk betinget, da Microsoft tidligere har manglet noget i transaktionshåndtering og monitorering, mens J2EE altid har været god på det område. Der er dog ved at ske et skifte. J2EE kan blive alvorligt udfordret af .Net på områder, hvor J2EE traditionelt har været stærkest, mener Klaus Petersen.
En anden ting, der adskiller de to arkitekturer, er ikke så meget bestemt af teknologien, men mere af metode- og udviklingstraditioner i J2EE- og .Net-verdenen.
- Java-udviklingsverdenen har altid været mere præget af metode og objektorienteret tankegang, mens Microsoft kommer fra mere informationslette systemer, hvor den slags ikke er vigtigt. At lave en simpel hjemmeside i ASP kræver ikke stor omtanke omkring objektorientering. Hvis man tænker sig om, kan et godt objektorienteret design ellers på længere sigt give en masse besparelser i vedligehold og videreudvikling, siger Klaus Petersen og fortsætter:
- Metodeaspektet har historisk set været mindre fremtrædende hos Microsoft-udviklere end hos J2EE-udviklere, og derved er der en tendens til, at løsninger udviklet af Microsoft-udviklere ikke har fulgt, hvad jeg vil kalde rigtig systemudvikling, hvor man forsøger at minimere omkostningene på længere sigt. Udviklingen er dog ved at vende og hjælpes godt på vej, efterhånden som der kommer flere større .Net-projekter herhjemme og i udlandet.
.Net mere produktiv
Mens Klaus Petersen således betragter miljøet omkring J2EE som metodestærkt i forhold til .Net, er han ikke i tvivl om .Nets force:
- .Net er mere produktiv fra dag 1. Den mest betydende faktor, hvor .Net er bedre end J2EE, er hele procescyklen med kodeskrivning, placering af koden på applikationsserveren, aftestning, tilretning og derefter forfra igen. Hele deployment-processen er mere effektiv i .Net end med J2EE, mener Klaus Petersen, der tilføjer, at det er lige meget, om det er IBM's WebSphere Portal Server, Bea Weblogic Portal eller et andet J2EE-produkt, der anvendes.
- .Net er mere produktiv ifølge Klaus Petersens erfaringer.

boks:
CMS eller portal?
Der er et vist overlap mellem Content Management Systemer (CMS) og portaler. En portal uden software til at håndtere indholdet på portalen er ikke meget værd, og et CMS uden en portal at vise indholdet på giver heller ikke megen mening. Sitecore, der har leveret hovedparten af softwaren til virk.dk, betegner selv deres software som CMS, der kan anvendes til at bygge portaler med. Nedenfor er listet tre kategorier af portal-software.
• Out-of-the-box software er beregnet på hurtigt at få en portal op at stå. Portalen er standardiseret og ikke så fleksibel. Hvis man ønsker speciel tilretning af portalen, er man afhængig af softwareleverandøren. Har dog ofte et API, man kan anvende til at videreudvikle portalen. Man vil dog som regel løbe ind i begrænsninger.
• All-in-one software er en fuldstændig portalløsning med ERP og CRM. Eksempelvis SAP Enterprise Portal.
• Development platform. Her består softwaren af en række værktøjer, der kan anvendes til at udvikle en portal. Leveres ofte med standardkomponenter, så man slipper for en del udvikling. Undgå udvikling kan man dog ikke helt. Et eksempel på en udviklingsplatform er Sitecore.

billede:
CEO Michael Seifert fra Sitecore mener, at portaler skal opbygges af en række portalkomponenter, der kan kombineres på et utal af måder. Foto: Bo Tornvig

skema:
Portal: Stammer fra middellatin portale, der betyder forhal. Afledt af latin porta, der betyder dør/port. Kilde: Politikens Etymologisk ordbog
Leverandør Produkt
BEA Systems: BEA Weblogic Portal
IBM: WebSphere Portal Server
Interwoven: Enterprise Portal
Microsoft: Sharepoint Portal server
Oracle: Oracle Portal
Peoplesoft: Peoplesoft Enterprise Portal
Plumtree: Plumtree Corporate Portal
SAP: SAP Enterprise Portal
Sun Microsystems: Sun Java System Portal Server
Sybase: Sybase Enterprise Portal
Vignette: Vignette Application Portal.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere