Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 23. april 2004.
FileMaker Pro er en klassiker inden for personlige databaser. Og med rette. Nem at gå til og god ydeevne med næsten ubegrænset kapacitet.
Alle, som har programmeret, har på et eller andet tidspunkt i det mindste overvejet at programmere et arkiv over deres musikbeholdning.
Vi kunne tælle kuldsejlede versioner i Cobal, Fortran, Pascal, Ada, Lisp, C, Java og SQL blandt Første Kig-redaktionens medlemmer.
I dag havde vi nok brugt Microsoft Excel-regneark eller en af de personlige databaser. Enhver revisor vil skrive under på, at verdens mest brugte udviklingsmiljø er Excel, hvilket er alle økonomifolks foretrukne ad hoc-redskab til de små applikationer.
Når de bliver lidt større, ender de i en personlig database. Her byder Microsofts Access sig til. Programmet er med i de større kontorpakker og er dermed til rådighed, men lige at skulle lære programmeringssproget VBA for at bygget et medlemskartotek for Furesøens Vinterbadeklub er måske for meget.
Nem og hurtig
Og så kommer FileMaker Pro ind i billedet. Denne personlige database er både nem og hurtig at komme i gang med. Den kan køre selvstændigt på en pc eller en Apple iMac. Op til fem brugere kan deles om en database, og der kan fås en FileMaker-server til de applikationer, hvor der virkelig er gået vokseværk i projektet. Det kan Access ikke gøre efter, idet Microsoft siger SQL Server, så snart man taler om mere end én bruger.
Også starten er simpel og hurtig. Man kan vælge bare at bruge en eksisterende database eller danne en ny ud fra de talrige eksempler, der kommer med programmet. Og det er gode eksempler, der gør det nemt at komme i gang. Det tog os 10 minutter at bygge en applikation, der kunne samle Word-, pdf- og lydfiler i en form for projektarkiv.
For FileMaker er nemlig god til mere end at holde rede på medlemmer i en svømmeklub. Der er drag-and-drop af alle typer af dokumenter. En database kan være otte terabyte og et enkelt tekstfelt kan være to gigabyte.
Dermed kan man ikke alene holde rede på alle medlemmer i svømmeklubben, men reglementet og referatet fra alle møder kan også komme med sammen med alle billederne fra sidste klubfest - og videoen for den sags skyld.
Programmeringsmulighederne er også gode og frem for alt nemme. FileMaker har et script-sprog, der er uden de store dikkedarer, men alligevel indeholder det alt rigeligt til normal brug.
Det samme gælder for validering af feltindhold. Det er formodentlig ikke en SAP-dræber, der skal programmeres. Og til de små applikationer er FileMaker Pro et klart hit, der både kan bruges af nybegyndere og de mere øvede programmeringshajer.
Billedtekst:
FileMaker er god til mere end at holde rede på medlemmer i en svømmeklub. Der er drag-and-drop af alle typer af dokumenter. En database kan være otte terabyte, og et tekstfelt kan være to gigabyte.
Boks:
Filemaker Pro
Pris: fra. 1.200 kroner uden moms
Flere oplysninger: www.ravenholm.dk
Karakter: 4 ud af 5