Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 16. april 2004.
Måske er forskning en alt for alvorlig sag til at overlade til staten og til forskerne selv. Jeg synes i hvert fald, at vi får for lidt ud af de alt for få penge, der bevilges til forskning, og problemet er ikke nyt.
Nu er det godt nok lykkedes for regeringen at få politisk opbakning til oprettelse af en forskningsfond på 16 milliarder kroner, hvis forrentning skal gå til højteknologisk forskning. Fondsmidlerne hentes blandt andet på salg af statslige virksomheder.
Men netop et sådant salg blev i sig selv sørgelig historie forskningsmæssigt. Salget af TeleDanmark til det store udland bevirkede en lukning af landets nok største forskningsarbejdsplads på
tele- og it-området.
Måske kunne det være undgået. Hvis staten selv havde beholdt ejerskabet af "det rå kobber" - infrastrukturens kobber- og fiberkabler - havde man kunnet slå to fluer med et smæk. Få store penge ved kasse 1 plus løbende indtægter på udlejning af linier til alle teleoperatører.
En del af lejeindtægten kunne være øremærket til fortsat forskning på det vigtige, men underprioriterede område. Staten ville garanteret blive klandret for at tage ublu priser for adgang til det "rå kobber", lige som TDC klandres i dag, men prisstrukturen ville dog være gennemsigtig og fælles for alle.
Guldrusen
Men Mogens Lykketoft valgte at få varmen ved "at tisse i bukserne". Teleinfrastrukturen blev ikke udskilt, selv om etableringen af Banestyrelsen (det nuværende Banedanmark) som ejer af det danske skinnenet viser, at politikerne kan se fordele ved at eje infrastruktur. Måske har de blot lettere ved at tænke konstruktivt, når det er fut-fut-teknologi.
Nu skal denne argumentation imidlertid ikke forstås som om, at jeg var dybt imponeret over forskningsniveauet i TeleDanmark. Det var jeg ikke, men det skyldes måske, at jeg ikke kendte nok til resultaterne.
Alt i alt fornemmer jeg dog, at Danmark aldrig fik nytte nok ud af hverken Teledanmark eller forgængerne, KTAS, JTAS med videre. De væltede sig i penge grundet deres monopolstatus, og penge, som man ikke skal selv skal slide hårdt for, er som bekendt den lige vej til arrogance, ladhed og andre dårligdomme.
Husker du for eksempel det "fantastiske" hybridnet, som skulle ud til alle hjem? Det handlede imidlertid ikke om at gøre Danmark til et højteknologisk samfund med bredbåndsforbindelser til alle, lang tid før andre lande kunne gøre det. Næh, JTAS ville såmæn' konkurrere med DR om seernes gunst.
Måske har der været banebrydende højteknologiske opfindelser i teleselskabernes laboratorier, men der manglede i hvert fald vilje og kampkraft til at få givet opfindelserne dagligt liv, og så er pengene jo alligevel spildt.
Universitetsforskerne
Heller ikke forskerne på landets gamle universiteter har i mine øjne levet op til et samfundsmæssigt ansvar. Nævn mere end en håndfuld naturvidenskabelige forskere, der inden for de sidste 15 år har evnet at skabe teknologier, som i dag bidrager væsentligt til Danmarks nationaløkonomi. Er der overhovedet andre end dem, der arbejdede med optisk teknologi på Danmarks Tekniske Universitet?
Forskernes berøringsangst over for de praktiske liv - det, der skaffer indtægter til landets husholdningsbudget - var så ubegavet, at man må forundres. Den selvvalgte isolation forhindrede tilmed forskerne i at erkende nødvendigheden i at sadle om, hvis det, de brændte for under ph.d.-studiet, blev overflødiggjort at udviklingen.
Men måske er det forkert af mig at klandre landets universiteter. Måske er Danmark simpelthen for lille til, at det nytter at have spredt de hårde fag, som frister så få, på de mange universiteter. Også videnproduktion hæmmes jo af for små faglige miljøer og deraf følgende indspisthed.
Så hvad med at smække alt sammen til ét stort datalogiske institut anført at IT-universitetet? Den institution er heldigvis for ung til at have særligt mange lig i lasten.
