Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 26. marts 2004.
Strømspareskinner og lodrette docking-stationer er begge produkter udsprunget af den sande opfindertradition.
første kig
Vi bliver ofte kontaktet af folk og fabrikanter, der gerne vil fortælle om den rigtig, rigtig gode idé, de har fået. Nogle gange må vi være lyseslukkere, som den gang vi blidt kunne fortælle en håbefuld person, at håndskriftsgenkendelse allerede var opfundet.
Andre gange må vi bare give op. Her tænker vi specielt på den venlige mand, der havde opfundet en evighedsmaskine baseret på kosmisk energi.
Men nogle gange vender de gode ideer tilbage - i form af produkter. Vi kigger i denne uge på den USB-baserede strømskinne og på den lodrette dockingstation, der forvandler en bærbar computer til en stationær.
Strømspareskinnen
Dette er en almindelig strømskinne med en USB-forbindelse til stømstyring. USB-kablet tilsluttes ens computer, og når spændingen på USB-stikket forsvinder, ved at computeren slukkes, slukker strømskinnen for strømmen til de enheder, der er forbundet til strømskinnen.
Derved kan strømmen til skærm, højttalere, skrivebordslamper med mere slukkes bare ved at lukke computeren. Det er jo en god ting. Tonen i den medfølgende pressemeddelelse fra Elsparefonden var da også mere end overstrømmende. Det var den til gengæld ikke i den næste pressemeddelelse, hvor man konstaterede, at to ud af de tre leverandører, der er på markedet, havde været nødt til at trække deres produkter tilbage, da stærkstrømsreglementets forskrifter for at blande el og data var overtrådt.
Vores enhed fungerede som reklameret. Vi startede dog med at bruge en ældre USB-hub, der netop ikke slukkede for strømmen. Det problem klarede vi ved at flytte strømskinnens USB-forbindelse direkte til computeren.
Det er naturligvis ikke muligt at suge strøm til computeren via strømskinnen, hvilket betyder, at der minimum skal bruges to vægkontakter. Det er lidt usmart, men der skulle være enheder på vej hvor dette er klaret ved, at et af stikkene går uden om USB-slukfunktionen.
Den lodrette dockingstation
Denne dockingstation stiller den bærbare computer på højkant, således at skærmen kommer op i normal øjenhøjde. Enheden indeholder en passiv USB-hub, hvorved tastatur og mus let kan tilsluttes. Der er et rum i enheden, hvor kabler og strømforsyninger kan gemmes, så kabel-spaghettien mindskes.
Docking af den bærbare computer foregår ved, at den åbnes helt og stilles ned i Oysterdocken, hvorefter kablerne tilsluttes. Der er således en del kabelfumleri med i processen, hvilket er et minus i forhold til de dockingstationer, hvor den bærbare computer bare klikkes fast og derefter er forbundet til omverdenen.
Til gengæld er det rart, at skærmen kommer op i fornuftig øjenhøjde, og det er også godt at få ordnet kabelrodet. Men det koster ikke meget mere at købe en billig 15 tommer fladskærm og en USB-hub end anskaffe sig en Oysterdock. Den idé har tilmed den fordel, at den virker med alle bærbare computere. For vi kunne ikke få cd-drevet til at virke pålideligt på nogen af de bærbare computere, vi testede. Det skyldtes den lodrette
position af computeren. Og Oysterdock virker slet ikke med computere, hvor enhederne sidder i front.
Oysterdock er derfor en god idé, der bare er ualmindeligt meget for dyr, selv om den er pæn.