Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 19. marts 2004.
Fladskærmsfabrikanterne vil hellere fabrikere flade tv end computerskærme. Det giver mangel på computerskærme og dermed stigende priser, siger computerfabrikant.
It-kunder, der håber, at priserne på fladskærme vil falde yderligere, må vente minimum 18 måneder på grund af faldende leverancer af 15 tommer lcd-paneler ifølge J.T. Wang, computerfabrikanten Acers topchef.
- Panelfabrikanterne er blevet tv-feberramte, og det tvinger priserne op, siger han.
Manglen skyldes dels, at fabrikanterne af lcd-paneler har undervurderet behovet, dels at fabrikanterne skifter til widescreen-paneler til tv-brug, hvor fortjenesten er højere.
Af disse årsager har leverancerne af paneler været lavere i sidste kvartal af 2003 end efterspørgslen. Netop 15 tommer skærme er den mest solgte skærmstørrelse for både stationære og bærbare computere.
Langsommere skærmskift
- Den nye generation af lcd-panel-fabrikker har ikke haft den forventede produktion. Det skyldes primært kvalitetsproblemer med nye fabrikationsprocesser, siger J.T. Wang og fortsætter:
- Det er en feberreaktion. Lige pludselig havde alle lcd-panelfabrikanterne sadlet om, da der er større fortjeneste på tv-skærme i forhold til computermonitorer.
Analytiker Michael Sager fra analyseinstituttet IDC bekræfter manglen på paneler.
- Det tager cirka et år for en lcd-panelfabrik at komme i fuld drift, og fabrikanterne havde undervurderet markedet. Det betyder, at computerleverandører med komplekse kæder af underleverandører er begyndt at mærke manglen, siger han.
Michael Sager mener, at det kan betyde, at brugere vil beholde deres gamle skærm længere i stedet for at opgradere til en fladskærm.
Men ud over højere priser for fladskærme betyder udviklingen også, at der kan komme flere bredformat-skærme til computerbrug. Der er allerede i dag flere fabrikanter af bærbare computere, der har modeller med bredformat.
Det giver en mulighed for at få større skærmdiagonal, uden at flademålet øges for den bærbare pc. Og bredformat-skærme for en stationær computer betyder, at den bliver mere velegnet til multimediebrug.
Billedtekst:
De forskellige fabrikanter af lcd-paneler til fladskærme vil hellere sælge til tv-fabrikanterne, da der er højere fortjeneste på tv, som dette Viewsonic-tv, i forhold til computerskærme.
Boks:
De flade tv'er
En fladskærmshovedkomponent er et lcd-panel. Lcd betyder liquid crystal display og anvender magnetisk styrbare farvefiltre til at danne billedets farver med. Panelet er baggrundsbelyst ved et lysstofrør, der kræver betydeligt mindre strøm end en traditionel skærm med billedrør.
Men lcd-paneler har hidtil været svære at fremstille i store størrelser, da de enkelte billedpunkters farveskift styres af indlejrede transistorer. Fejler en sådan styretransistor, fungerer billedpunktet ikke (pixelfejl). Sandsynligheden for pixelfejl stiger med størrelsen af skærmen.
USA er ved at skifte tv-standard, hvilket betyder, at alle tv-udsendelser skal være i bredformat i 2007. Derfor er der en kraftig udskifting af tv hos amerikanske forbrugere i gang i øjeblikket. Det betyder stor popularitet af plasmaskærme og lcd-fjernsyn, hvor lcd-skærme ikke lider af de indbrændingsproblemer, der rammer plasmaskærme.
En anden ulempe ved plasmaskærme er, at kontrast og lysstyrke gradvist svækkes i løbet af plasmaskærmens levetid, der i øvrigt er cirka ti år ved otte timers dagligt brug.
Lcd-skærme har ikke samme problemer, og derfor satser de forskellige skærmfabrikanter på at få store lcd-skærme gjort billigere.