Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 12. december 2003.
Lanceringen af næste generation af mobilnet foregik i skyggen af en bølge af frygt for en mulig sundhedsrisiko ved signalerne fra de nye antenner. Alligevel kan overgangen til 3G foregå hurtigt, hvis selskaberne magter at gå i dialog med borgerne.
Det er til at blive overtroisk af: Det nye mobilselskab 3 valgte at gå officielt i luften med det første danske 3G-net den 13. oktober 2003, og det var som om det uheldige 13-tal havde sørget for at kaste en skygge hen over den nye teknologi i form af frygten for stråling fra 3G-antennerne.
Det nye selskab havde ellers gjort en række rigtige ting: For det første så priser og abonnementer fornuftige ud. Dernæst var det lykkedes selskabet at gøre muligt via et eller to klik at foretage et videoopkald eller at benytte selskabets tjenester eller internet via mobilnettet - selv om den første 3G-telefon på det første danske marked virker lidt klodset og sandsynligvis hurtigt bliver afløst af smartere modeller. Indrømmet: Mobiltjenester bør være enkle, men erfaringerne fra fiaskoen med WAP-teknologien viser, at det stadig er en bemærkelsesværdig præstation, når det lykkes mobilselskaberne at gøre ny teknologi simpel at anvende.
Med lanceringen i oktober kom Danmark med blandt de første ti lande i verden, der fik 3G-net. Dette skulle give gode muligheder for den underskov af udviklingsvirksomheder, der er gået i gang med at konstruere tjenester til den nye mobilteknologi - hvis ikke den grasserende frygt for mulige skadevirkninger ved radiosignalerne fra 3G-antennerne lægger hindringer i vejen for udrulningen og brugen af 3G.
Dialog med borgerne
I første omgang har en række kommuner med København i spidsen nedlagt et lokalt forbud mod etablering af flere 3G-antenner. Det fik videnskabsminister Helge Sander til at indskærpe overfor kommunerne, at forvaltningsloven efter regeringens opfattelse ikke giver dem ret til at indføre mastestop. Flere lokalpolitikere har siden fastholdt deres afvisning af nye antenner.
Selv hvis de lokale myndigheder bliver banket på plads, er opbygning af mobilnet i løbet af dette efterår blevet en opgave, der fuldstændig har skiftet karakter. Tidligere var det en radioteknisk udfordring for ingeniører. Nu må selskaberne i dialog med beboerne i de områder, hvor der skal sættes antenner op. Dermed bliver udrulningen af 3G en langt mere ressource- og tidskrævende opgave end oprindeligt antaget.
Den svenske model
Alligevel kan 3G udvikle sig til hurtigt at blive en masseteknologi, hvis udviklingen herhjemme går som i Sverige. Her har Telia meddelt, at selskabets omkring 3,6 millioner GSM-kunder gratis kan skifte til 3G, når selskabets går i luften med denne teknologi til marts næste år. Da 3G-brugerne ikke mister noget - de har stadig adgang til GSM-nettene i de områder, hvor der ikke er 3G-dækning - vil dette tilbud sandsynligvis hurtigt få mange mobilbrugerne til at gå over til den nye teknologi.
Da den menneskelige frygt for det ukendte synes at være en betydelig del af drivkraften bag panikken omkring 3G-teknologien - som også er aktuel i Sverige - lyder et kvalificeret gæt, at udbredelse af brugen af 3G vil dæmpe uroen.
Boks:
3G
Den nye mobilteknologi kaldes 3G, fordi den siges at udgøre tredje generation efter de analoge NMT-systemer (Nordic Mobile Telephony) og det digitale GSM (Global System for Mobile). 3G er udviklet for at skabe et sammenhængende mobilsystem over hele verden til afløsning for de eksisterende tre, som er GSM i Europa, CDMA i Asien og USA og PDC i Japan. Desuden er det nye system konstrueret med henblik på at overføre data, hvor de tidligere systemer var indrettet til samtaler. Det betyder, at 3G-nettene i første fase ventes at kunne overføre op mod 384 kbit/s mod de cirka 40 kbit/s, GPRS leverer på GSM-nettene i dag. Foruden 3 har TDC, Telia og Orange fået licens til at etablere 3G-net herhjemme. Betingelsen er, at selskaberne inden udgangen af næste år dækker områder, hvor 30 procent af befolkningen bor, og i 2008 skal de dække 80 procent af befolkningen.
