Digital luksuslyd

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 28. november 2003.


VELLYD: Musik fra almindelige cd'er blegner i forhold til den lyd, man kan få fra de nye formater DVD-Audio og Super Audio CD. Lydkvaliteten er nemlig tårnhøj på disse medier, og så får man surround sound med i købet.

••• For ægte hifi-entusiaster er lyden fra almindelige cd'er ikke god nok. Man kan sige meget godt om oplevelsen ved at lytte til musik fra cd'er, men de færreste vil påstå, at det er som at være der selv. Lyden er kun i stereo, og kendere savner både dybde, fylde, varme og præcision i musikken. Lyden fra cd'er er simpelthen ikke en neutral gengivelse af den oprindelige lyd.
Her kommer to nye formater til opbevaring af musik ind i billedet, nemlig DVD-Audio, ofte forkortet DVD-A, og Super Audio CD, forkortet SACD. Begge formater understøtter lyd i op til seks kanaler, nemlig fra en subwoofer, tre højttalere foran lytteren og to bagved. Musikken er ukomprimeret og med meget høj opløsning, og når det gælder selve det fysiske format, ligner både DVD-Audio og Super Audio CD de eksisterende cd'er og dvd'er til forveksling. Der er stadig tale om skiver med en diameter på 12 centimeter.
Udbuddet af udgivelser vokser hastigt. Gamle album bliver genudgivet, og nye album kommer til. Klassikere som Dark Side Of The Moon med Pink Floyd og Hotel California fra Eagles bliver absolut ikke ringere af at blive afspillet i suveræn surround sound fra henholdsvis Super Audio CD og DVD-Audio. Albummene er en smule dyrere end almindelige cd'er, men de ekstra penge er givet godt ud.
Med to standarder er der risiko for en format-krig, hvor forbrugerne bliver tabere. Det er ikke nemt at svare på spørgsmålet om, hvilket format man skal satse på, hvis man vil have bedre lyd end den, cd-afspilleren kan levere. Eksperterne er uenige om hvilken standard, der giver den bedste lyd, og der er fordele og ulemper ved begge formater.
Uanset om DVD-Audio eller Super Audio CD bliver fremtidens format, er musikkvaliteten guf for hifi-fanatikere, men man skal have en ordentlig surround-forstærker og gode højttalere, hvis lyden fra stereoanlægget skal leve op til det store potentiale.

Højere lydopløsning
DVD-Audio er den naturlige udvikling af cd-formatet. I forhold til almindelige musik-cd'er tilbyder DVD-Audio bedre lydkvalitet, surround sound og eventuelt også andre former for data såsom musikvideoer. Specifikationerne for DVD-Audio blev frigivet af DVD Forum i 1999, men det er gået langsomt med at få afspillere på markedet. Interessen har samlet sig om DVD-Video i stedet.
DVD-Audio og musik-cd'er benytter samme teknologi til kodningen af lyden. Teknologien hedder PCM (pulse code modulation), og den går ud på, at det analoge lydsignal bliver analyseret et antal gange i sekundet, og hver gang tildeles signalet en værdi inden for et bestemt interval.
Forskellen mellem en cd og en DVD-Audio er antallet af gange, lyden bliver analyseret hver sekund, den såkaldt samplingfrekvens, og antallet af mulige værdier eller lydstyrker, hver lydstump kan gives - altså lydens opløsning, der måles i bit. Jo flere bit opløsning, des mere præcis og naturtro bliver lyden.

De højeste toner
Lyden på en musik-cd er optaget med en samplingfrekvens på 44,1 kilohertz og en opløsning på 16 bit for hver af de to stereokanaler. Lyden på en DVD-Audio har en samplingsfrekvens på 96 kilohertz med en opløsning på 24 bit for hver kanal på surround-sporet eller 192 kilohertz og 24 bit på hvert stereospor.
Når man optager musik i digital form med PCM, skal samplingfrekvensen være dobbelt så høj som den højeste lydfrekvens, man vil optage og senere gengive. På en almindelig cd går man glip af al lyd med en frekvens på mere end cirka 22 kilohertz.
Det skulle i princippet ikke betyde så meget, for så høje frekvenser kan ikke opfanges af det menneskelige øre. Problemet opstår, når den analoge lyd fra studiet skal konverteres til digital lyd på cd'en og derefter tilbage til den analoge lyd, der strømmer ud af højttalerne. I forbindelse med konverteringen skal lyden nemlig igennem nogle filtre, som skal frasortere de meget høje frekvenser, og disse filtre virker ikke perfekt. Der kan opstå forvrængninger, som kan høres. Samtidig argumenteres der for, at de meget høje frekvenser giver en ekstra dimension til musikken, selv om øret ikke umiddelbart kan opfange dem. Derfor er de nye lydformater designet til at kunne gengive de høje frekvenser, så man kan få lyd med en frekvens på op mod 50 kilohertz ud af højttalerne.

Super Audio CD
Det var Sony og Philips, der opfandt Super Audio CD i 1999, og disse to elektronikgiganter har også sikret sig licensrettighederne til formatet. Indtil nu er det Sony, der har leveret det største udvalg af afspillere, men Philips er selvfølgelig også med i front. Efterhånden ser man også SACD-afspillere fra andre producenter.
Super Audio CD benytter en teknologi kaldet Direct Stream Digital (DSD) til kodning af lyden, når en lydoptagelse skal digitaliseres. Her er samplingfrekvens helt oppe på godt 2,8 megahertz for hver kanal, lig med 64 gange de 44,1 kilohertz, der benyttes på en cd. Til gengæld er der kun en enkelt bit til rådighed for hver af de mange lydstumper.
Lidt forenklet bliver hvert eneste sekund musik delt op i mere end 2,8 millioner ultrakorte lydstumper, som hver får tildelt den binære værdi 1, hvis lydstyrken er højere end tilfældet var for forrige lydstump, og ellers bliver det til et 0. Egentlig ganske simpelt, og SACD-formatet er mindre afhængigt af filtre. Det skulle igen sikre en renere lyd.
Til gengæld er SACD kun til lyd. Selv om der skulle være mulighed for det, finder man ikke video eller andre former for ekstramateriale på en SACD.

Bagudkompatible
SACD-medierne findes i tre forskellige udformninger, nemlig med et enkelt lag i høj opløsning med plads til 4,7 gigabyte, med to lag i høj opløsning med plads til 8,5 gigabyte og endelig med et lag i høj opløsning og et almindeligt cd-lag. Den sidste type kaldes hybrid SACD, og det lader til at blive den mest populære type.
En hybrid Super Audio CD rummer et stereo-spor, der kan afspilles på en almindelig cd-afspiller. Her har SACD en fordel frem for DVD-A, der ikke kan bruges på cd-afspillere. Man kan altså købe en SACD til sit eksisterende stereoanlæg, selv om man ikke er den lykkelige ejer af en SACD-afspiller - endnu.
På grund af kopibeskyttelsen kan en SACD ikke læses af dvd-drevet på en computer, men hvis der er tale om en hybrid SACD, kan man godt benytte et cd-drev til at høre musikken i stereo, præcis som hvis der var tale om en almindelig cd.
Når det gælder bagud-kompatibilitet har hybrid SACD altså den fordel, at albummene kan afspilles på almindelige cd-afspillere, mens DVD-Audio på den anden side har den fordel, at langt de fleste almindelige dvd-afspillere er i stand til at afspille dette format. Udover det ægte DVD-Audio lydspor rummer størstedelen af albummene nemlig også lyd i formaterne Dolby Digital eller det lidt bedre DTS, som også bruges af DVD-Video.
Her bliver lydkvaliteten dog knap så høj, for med disse formater er lyden komprimeret på en måde, så en del data går tabt. Skal man have den fulde lydkvalitet fra en DVD-Audio, skal man gå efter en afspiller, der understøtter og er mærket med DVD-Audio - hvad enten afspilleren kun er til lyd eller den også kan klare video.

Afspillere til begge formater
For både DVD-Audio og Super Audio CD gælder, at lydkvaliteten er så høj, som man kan ønske sig. Begge formater burde kunne tilfredsstille selv de mest krævende audiofile, men så er der jo problemet med udbuddet af udgivelser. Der er ikke meget sjov ved at have en afspiller, der kan klare DVD-Audio, hvis yndlingskunstneren sender et album ud som Super Audio CD. Desværre kommer de færreste udgivelser i begge formater, for pladeselskaberne har en tendens til at foretrække det ene frem for det andet.
Man behøver heldigvis ikke at tage valget mellem DVD-Audio og Super Audio CD. Der er efterhånden dukket musikafspillere op, der både kan klare DVD-Audio og Super Audio CD såvel som det gode, gamle cd-format. Sådanne afspillere kan fås fra omkring 4.000 kroner og opefter.
Så mangler vi bare, at samtlige udgivelser kommer i et af de nye, fremragende formater. Alt tyder på, at udviklingen for alvor tager fart i 2004, så vi kan forvente hundredvis af nye titler og masser af nye afspillere i den nærmeste fremtid. På længere sigt er den gamle cd-afspiller lige til lossepladsen.

BOKS:
Det er disse to logoer, man skal kigge efter, hvis man er ude efter en afspiller til de nye lydformater. Hvis afspilleren både kan klare DVD-Audio og DVD-Video, vil dette fremgå af logoet.

Billedtekst:
"For mindre end 2.000 kroner kan man få fingrene i Panasonic DVD-S75 dvd-asfpiller, der også kan klare DVD-Audio."

BOKS:
Tre pletskud

Sony DVP-NS705V
Langt de fleste afspillere til de nye lydformater kan tillige bruges som dvd-afspillere. Det gælder også den billigste Super Audio CD afspiller fra Sony, der hedder DVP-NS705V. Udover SACD kan den afspille dvd-film, musik-cd'er, VCD, S-VCD og cd'er med MP3-filer. Som dvd-afspiller kan den huske, hvor man er kommet til på 40 forskellige dvd'er, og den husker de seneste 10 sekunders film, så man hurtigt kan få gentaget scenen, hvis der var noget, man gik glip af. Afspilleren fås i sølv og sort.

Kr. 2.700,-
Sony
www.sony.dk
Tlf. 43 55 70 00

Pioneer DV-565A
En afspiller til begge de nye lydformater behøver ikke at koste en bondegård. Pioneer DV-565A giver god lyd fra sig, hvad enten det gælder DVD-Audio, Super Audio CD eller almindelige musik-cd'er, og den har det også fint med MP3-cd'er. Som videoafspiller kan den klare almindelige dvd-film såvel som VCD og S-VCD, og der er zoom-funktion. Hvis man har en cd med fotos på, kan DV-565 også fremvise dem, hvis de er i jpeg-format. Der er frit valg mellem sølv og sort.

Kr. 3.299,-
Pioneer
www.pioneer.dk
Tlf. 43 55 54 00

Denon DVD-1400
Denon DVD-1400 kan også klare DVD-Audio og Super Audio CD såvel som almindelige dvd-film og cd'er. Der skulle heller ikke være problemer med hjemmebrændte dvd-film eller musik fra brændte cd'er, og afspilleren kan endda bruges til cd'er med MP3/WMA-musik eller billeder som jpeg eller fra en Kodak Picture CD. Igen gælder, at man kan vælge mellem farverne sort og sølv.

Kr. 3.999,-
Hi-Fi Klubben
www.hifiklubben.com
Tlf. 70 10 44 34




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere


CIO Trends 2024

På denne dag vil nogle af de nominerede til prisen som Årets CIO som keynotes, hvor de deler deres erfaringer og gode råd. Vi dykker desuden ned i de dynamiske ændringer, der præger it-leder rollen, hvor ledelse og strategi spiller en stadig større rolle i de komplekse it-organisationer.

24. september 2024 | Læs mere