Kurser skal klares i en ruf

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 14. november 2003.


Jo mindre tid medarbejdernes efteruddannelse tager, jo bedre. Virksomhederne efterspørger i stigende grad korte, intensive kurser til deres ansatte, og det betyder et behov for nye kursusformer hos udbyderne.

Word for sekretærer og MS certificering i Boot Camp. Begge er eksempler på den ny type målrettede og tidseffektive kurser, som de danske private udbydere af it-kurser i stigende grad sætter på programmet. Målet er at efterkomme kundernes ønsker om mere tidseffektiv efteruddannelse af deres medarbejdere. Tid er som penge blevet en knap ressource.
Ifølge Prosas lønstatistik er antallet af it-medarbejdere, der får mere end ti dages efteruddannelse om året, tæt på halveret de seneste fire år, og en undersøgelse fra Teknologisk Institut og IT-højskolen fra maj i år, viser, at selv om medarbejderne gerne så længere kursusforløb, så foretrækker virksomhederne efteruddannelse, som højst varer fem dage.
- Der er ingen tid og ingen penge ude i virksomhederne. På grund af fyringsrunder er der blevet færre mennesker til at lave det samme arbejde. Derfor er tid blevet et parameter, der sammen med pris har fået utrolig stor betydning, når man udbyder kurser, siger John Normann, salgsdirektør fra kursusvirksomheden A-team.

Ændret strategi
Hos landets kursusvirksomheder betyder det øgede tidspres at man er tvunget til at gentænke kursusformen.
- Tiden er løbet fra de brede, længerevarende efteruddannelsesforløb. Nu skal kompetenceløftet ske hurtigt og meget målrettet. På grund af den stadig mere intensive konkurrencesituation gør det markedet hårdt at manøvrere i. Man skal levere høj kvalitet til lav pris, og det må helst ingen tid tage, siger han.
En tendens, som også genkendes hos kursusvirksomheden Niveau. Virksomheder, der før købte længerevarende kurser, skærer efteruddannelsesforløbet op i små, intensive moduler.
- I stedet for at købe et helt kursus af ni dage, køber de nu enkelte moduler, siger Niveaus afdelingschef, Rikke Bang Thorslund.
A-teams svar på virksomhedernes krav er blandt andet øget fokus på virksomhedernes funktionskurser. Et begreb, der dækker over specialiserede kurser til en meget snæver målgruppe. Eksempelvis et Word-kursus specielt designet til sekretærer.

Blended learning
Men også landets andre kursusudbydere mærker tendensen og har ændret strategi og kursusformer for at blive på markedet
Hos Microworld har man blandt andet valgt en model, hvor kurser, der før løb over flere dage, nu foregår i mindre bidder, fordi virksomhederne ikke ønsker, at medarbejderne er væk i længere perioder ad gangen.
- Der er blevet færre mennesker derude i virksomhederne - de kan ikke klare, at en nøglearbejder er væk fem dage i træk. Når det brænder på hjemme i virksomhederne, bliver medarbejderne simpelthen trukket ud af kurset. Det ødelægger deres uddannelsesforløb, siger marketingsdirektør Thomas Rex Frederiksen.
Virksomhederne efterspørger også i stigende grad såkaldt blended learning - et begreb, der dækker over kombinationen af hjemmestudier, eventuelt som e-læring, og den traditionelle kursusform. Kursisterne studerer hjemme, og dermed skæres der i den tid, de skal være væk fra virksomheden.
Hos SuperUsers kaldes den blandede læringsform Boot Camp - det amerikanske ord for den intensive militærlejr, nye rekrutter havner i, når de skal være krigere på lyntid. Ifølge stifter af SuperUsers, Brian Eberhardt, har Boot Camp-konceptet skåret tidsforbruget for Microsoft-certificeringer ned fra 25-30 kursusdage til 10-15 kursusdage.

Boks:
Fra Windows til VPN
Der er stor forskel på, hvad der rykker salgsmæssigt hos kursusudbyderen.
Brian Eberhardt, stifter, SuperUsers:
Vi ser en stor efterspørgsel efter netværkskurser som VPN og VoIP-kurser (Voice over IP). Virksomhedernes netværks bliver brugt til nye ting, så det er i særdeleshed på systemadministratorniveauet, vi sælger kurser.
Linux er helt klart også begyndt at rykke kraftigt. For tre år siden var det noget, vi tilbød til enkelte virksomheder, nu holder vi løbende "åbne" kurser med stor tilmelding.

Thomas Rex Frederiksen, marketingdirektør, Microworld:
Microsofts produkter har folk altid brug for at opkvalificere sig i. Sikkerhedskurserne er også populære. Folk har set eksempler på, når tingene er gået galt, og det har kostet penge, både for privatpersoner, virksomheder og samfundet som helhed.

John Normann, salgsdirektør, A-team:
Office-applikationerne har bredt sig ud i alle dele af virksomheden, og hjemmearbejdspladserne er blevet sat op, så vi oplever en stigende interesse for kurser som Office 2003 og Windows 2003, der er den nyeste Microsoft-teknologi og den, som virksomhederne er på vej over på.

Rikke Bang Thorslund, afdelingsleder, Niveau:
Vi oplever stor interesse for vores it-projektlederkurser og for testcertificeringskurserne. Dels vil de medarbejdere, der blandt andet var med til at teste systemerne i forbindelse med Y2K gerne have papir på deres kunnen, dels er det gået op for virksomhederne, hvor dyrt det kan blive, hvis ikke systemerne er gennemtestet før de går i produktion.

Graftekst:
I maj 2003 spurgte IT-højskolen og Teknologisk Institut 622 fortrinsvis professionelle it-ansatte om, hvad de gerne vil på kursus i. Grafen viser de områder, der var størst interesse for. (G) betyder grundlæggende niveau og (A) avanceret.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere